88 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.

² Herre min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; ³ lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! ⁴ Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, ⁵ jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, ⁶ kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. ⁷ Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; ⁸ tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. ⁹ Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, ¹⁰ mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, Herre, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

¹¹ Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. ¹² Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? ¹³ Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? ¹⁴ Men jeg, o Herre, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. ¹⁵ Hvorfor forstøder du, Herre, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? ¹⁶ Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; ¹⁷ din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, ¹⁸ som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; ¹⁹ Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.