Add parallel Print Page Options

Tilflugt hos Herren

59 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at Sauls soldater omringede hans hus for at dræbe ham.

Min Gud, red mig fra de grusomme fjender,
    beskyt mig mod dem, som vil slå mig ihjel.
Fri mig for disse forbrydere,
    red mig fra de frygtelige mordere.
De ligger i baghold og lurer på mig,
    farlige mænd venter på mig derude,
        på trods af at jeg intet ondt har gjort.

De er parat til at slå en uskyldig ihjel.
    Herre, grib ind og kom mig til hjælp.

Almægtige Herre, Israels Gud,
    gå i krig mod de onde mennesker.
        Spar ikke de grusomme forbrydere.
De snuser rundt i byen om natten,
    de knurrer som bidske hunde.
Forbandelser strømmer ud af munden på dem,
    de slår om sig med frygtelige trusler.
        „Hvem skulle opdage os?” siger de.
Men du ler blot ad dem, Herre,
    du ser på de ugudelige med foragt.

10 Herre, du giver mig styrke, og jeg stoler på dig.
    Jeg kan altid søge tilflugt hos dig.
11 Du elsker mig, Gud, og kommer mig til hjælp.
    Du giver mig sejr over alle mine fjender.
12 Slå dem ikke ihjel med det samme,
    for så glemmer folk, hvad der skete.
Lad dem først vandre hjemløse rundt,
    for du er den Almægtige, som beskytter os.
13 De taler stolte og syndige ord.
    Straf dem på grund af deres overmod,
        for alle deres løgne og forbandelser.
14 Udryd dem i din vrede,
    gør det fuldstændigt af med dem.
Da vil alle i hele verden kunne se og forstå,
    at du har magten i Israel.

15 De snuser rundt i byen om natten,
    de knurrer som bidske hunde.
16 De går rundt og leder efter føde,
    knurrer, hvis de ikke får nok.
17 Men jeg vil altid lovprise din magt,
    hver morgen vil jeg synge om din trofaste kærlighed.
For du er min tilflugt,
    min hjælp på nødens dag.
18 Du giver mig styrke, og jeg synger din pris.
    Jeg søger tilflugt hos dig, min trofaste Gud.

59 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.

Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. Uden at jeg har forbrudt mig, Herre, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! Du er jo Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

Men du, o Herre, du ler ad dem, du spotter alle Folk, 10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; 11 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! 12 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, 13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; 14 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. 15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, 16 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. 18 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.