39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

² Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" ³ Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, ⁴ mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

⁵ Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! ⁶ Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. ⁷ Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. ⁸ Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. ⁹ Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! ¹⁰ Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. ¹¹ Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. ¹² Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. ¹³ Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. ¹⁴ Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!