Add parallel Print Page Options

Guds bud

119 Velsignede er de, som gør Guds vilje,[a]
    alle de, som adlyder Herrens love.
Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
    og søger ham af hele deres hjerte.
Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
    derfor vælger vi at gøre hans vilje.
Vi kender dine befalinger, Herre,
    som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
    at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
Ved at fokusere på alle dine befalinger
    undgår jeg at blive gjort til skamme.
Vore hjerter bryder ud i tak,
    når vi forstår dine retfærdige love.
Vær tålmodig med mig,
    for jeg ønsker at adlyde dine bud.

Lydighed

Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
    for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
    lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
    for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
    lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
    alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
    som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
    og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
    og vil aldrig glemme dit ord.

At følge Guds lov giver glæde og styrke

17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
    så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
    de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
    og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
    mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
    vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
    fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
    men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
    og jeg ønsker at følge din vejledning.

Guds lov giver styrke i modgang

25 Jeg er nedslået og fortvivlet.
    Giv mig nyt mod ved dit ord.
26 Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig.
    Lær du mig nu dine principper.
27 Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud,
    og jeg beundrer dine gode love.
28 Jeg føler mig så udkørt og trist.
    Styrk mig ved dit ord.
29 Jeg vil altid være ærlig over for dig,
    lad din lov forvandle min karakter.
30 Jeg har valgt at være trofast,
    sat mig for at følge dine lovbud.
31 Jeg klynger mig til dit ord,
    for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre.
32 Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud,
    for du har givet mig viljen til at gøre det.

Længslen efter at leve i lydighed mod Guds lov

33 Lær mig at følge dine love, Herre,
    så jeg altid er lydig imod dem.
34 Lad mig vokse i forståelsen af din lov,
    så jeg kan holde den af hele mit hjerte.
35 Led mig fremad på lydighedens vej,
    for at følge dine bud er min lyst.
36 Lad mit hjertes ønske være at følge dit ord
    i stedet for at stræbe efter penge og profit.
37 Livet uden dig er ikke andet end tomhed,
    men at følge dit ord giver mig indhold i livet.
38 Lad mig hvile i troen på dine løfter,
    som gælder alle, der adlyder dig.
39 Lad dem, der håner mig, blive til skamme,
    for jeg ved, at dine bud er gode.
40 Længslen efter dine love ligger i mit hjerte,
    hjælp mig til altid at efterleve dem.

Tillid til Guds hjælp og indgriben

41 Du har lovet at redde mig, Herre.
    Vis mig nu din trofasthed og grib ind.
42 Det er dit ord, jeg har sat min lid til.
    Giv mig et svar til dem, der håner mig.
43 Det, at du redder mig og griber ind,
    vil bevise, at det, jeg har sagt om dig, er sandt.
44 Da vil jeg altid holde din lov,
    både nu og til evig tid.
45 Det giver mig en vældig frimodighed,
    at jeg bygger mit liv på dine love.
46 Derfor skammer jeg mig ikke over dit ord,
    men forkynder det frimodigt selv for konger.
47 Det er en stor glæde at kende dine bud.
    Åh, hvor jeg elsker dem.
48 Dagligt rækker jeg hænderne ud efter dem.
    Det fryder mig at kunne meditere over dem.

Guds trøst under vanskelige forhold

49 Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
    for det er dem, der giver mig håb.
50 Hver gang jeg kommer ud for modstand,
    giver dit ord mig nyt mod på livet.
51 Hån og spot hagler ned over mig,
    men jeg holder fast ved dit ord.
52 Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
    de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
53 Harmen vælder op i mig,
    når de gudløse gør nar af dine bud.
54 Hvor jeg end opholder mig,
    hylder jeg dine befalinger med glæde.
55 Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
    også da vil jeg adlyde dine bud.
56 Hver dag vil jeg følge dine bud,
    for det giver mig glæde i livet.

At handle på Guds bud

57 Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
    og jeg har besluttet at følge dine bud.
58 Jeg beder dig af hele mit hjerte:
    vær nådig imod mig, som du har lovet.
59 Jeg har gjort status over mit liv
    og har valgt at rette mig efter dit ord.
60 Jeg vil ikke vente eller tøve,
    men straks gøre det, du siger, jeg skal.
61 Jeg vil aldrig glemme din lov,
    selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
62 Jeg kan stå op midt om natten
    for at takke dig for dine gode love.
63 Jeg er ven med alle, der tjener dig
    og overholder dine forordninger.
64 Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
    lær mig at forstå dine bud til bunds.

Guds bud og samvittigheden

65 Du har holdt dit løfte, Herre.
    Du har velsignet mig som din tjener.
66 Dine befalinger og bud er gode,
    lær mig at forstå dem og bruge dem ret.
67 Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje,
    men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord.
68 Du er god og gør altid det gode.
    Hjælp mig at adlyde dine befalinger.
69 Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig,
    men jeg vil helhjertet holde din lov.
70 De er både tykhovedede og stivnakkede,
    men at adlyde dit ord giver mig glæde.
71 Det var godt, at du ydmygede mig,
    så jeg kunne lære at overholde dine bud.
72 Dit ord er mere værd for mig
    end guld og sølv i dynger.

En ren samvittighed

73 Dine hænder formede min krop.
    Giv mig nu forstand til at fatte dine bud.
74 De gudfrygtige hilser mig med glæde,
    for jeg har sat min lid til dit ord.
75 Dine domme er retfærdige, det ved jeg,
    du ydmygede mig for mit eget bedste.
76 Din nåde og barmhjertighed rejste mig op igen,
    akkurat som du havde lovet din tjener.
77 Din nåde gav mig nyt livsmod,
    for jeg elsker trods alt dine bud.
78 De hovmodige spottere bliver gjort til skamme,
    for de bagtaler mig uden grund.
        Men jeg vil grunde over dine befalinger.
79 De der kender dine bud og adlyder dig,
    dem vil jeg gerne have fællesskab med.
80 Din lov vil jeg følge af hele mit hjerte,
    så behøver jeg aldrig at skamme mig.

Bøn om hjælp og genoprettelse

81 Herre, jeg længes efter, at du redder mig.
    Jeg har sat min lid til dine løfter.
82 Hvornår griber du ind og hjælper mig?
    Jeg er snart træt af at vente.
83 Herre, jeg er som en indtørret, tilrøget lædersæk,
    men dine bud glemmer jeg aldrig.
84 Hvor mange dage skal der gå?
    Hvornår vil du straffe mine forfølgere?
85 Hovmodige mennesker, som hader din lov,
    har gravet en faldgrube for mig.
86 Hele din lov er troværdig og pålidelig,
    åh, hjælp mig mod de gudløses angreb.
87 Herre, de har næsten gjort det af med mig,
    men jeg vil ikke svigte dine bud.
88 Hold mig i live på grund af din trofasthed,
    så jeg kan adlyde de befalinger, du har givet mig.

Herrens evige ord

89 Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid,
    det er fast forankret i Himlen.
90 Din trofasthed rækker fra slægt til slægt,
    du har grundfæstet jorden, så den ikke kan rokkes.
91 Dine love står fast til denne dag,
    for du er universets Herre.
92 Dit ord gav mig den trøst, jeg havde brug for,
    ellers var jeg for længst gået til grunde.
93 Dine love vil jeg aldrig glemme,
    for det er dem, der holder mig i live.
94 Dig tilhører jeg, for du er min Gud.
    Hjælp mig, for jeg ønsker at følge dine bud.
95 De gudløse lurer på at slå mig ihjel,
    men jeg har altid dine love i tanke.
96 De fleste ting har deres begrænsning,
    men dine befalinger har uanede dybder.

Kærlighed til Guds ord

97 Jeg elsker dine bud, Herre.
    Dagen igennem er de i mine tanker.
98 Jeg mediterer over dit ord hver dag,
    det giver mig et fortrin frem for mine fjender.
99 Jeg har altid dine bud i mine tanker,
    de gør mig visere end mine vejledere.
100 Ja, jeg er klogere end de gamle og erfarne,
    for jeg adlyder dine befalinger.
101 Jeg holder mig væk fra enhver form for ondskab,
    for jeg ønsker at adlyde dit ord.
102 Jeg går ikke vild, men følger dine bud,
    for du er den, der underviser mig.
103 Jeg elsker at smage på dit ord,
    det er sødere på tungen end honning.
104 Jo mere indsigt jeg får i dine bud,
    des mere hader jeg løgnens vej.

Guds ords lys

105 Dit ord er en lygte for min fod,
    et lys på vejen foran mig.
106 Dine love er gode og retfærdige,
    jeg har lovet mig selv altid at overholde dem.
107 Der er mange, som er imod mig, Herre,
    men du giver mig nyt mod, som du har lovet.
108 Du fortjener min lovsang og tak, Herre,
    fortsæt med at lære mig din vilje.
109 Dine bud vil jeg aldrig glemme,
    også selv om det bringer mig i livsfare.
110 De gudløse sætter fælder for mig,
    men jeg viger ikke en tomme fra dit ord.
111 Dine love er mit evige eje,
    de fylder mit hjerte med glæde.
112 Det er min faste beslutning at adlyde dit ord,
    indtil jeg drager mit sidste suk.

Helhjertet lydighed

113 Dem, der følger dig halvhjertet, hader jeg,
    men jeg elsker din lov af hele mit hjerte.
114 Du er min tilflugt og mit skjold,
    dit ord er det, der giver mig håb.
115 Der er ingen, der kan hindre mig i at adlyde Gud,
    de, der vil prøve, tager jeg afstand fra.
116 Du har lovet at give mig styrke til at leve efter dit ord.
    Jeg er overbevist om, at du ikke skuffer mig.
117 Den hjælp og støtte, jeg får fra dig,
    betyder, at jeg fortsat kan adlyde dine bud.
118 Du forkaster dem, der foragter dit ord,
    de er falske og fulde af løgn.
119 Du lader alle de gudløse ende som aske.
    Er det da mærkeligt, at jeg elsker dit ord?
120 Dine domme er retfærdige og kan ikke appelleres,
    derfor bæver jeg for dig i ærefrygt.

Om at følge Guds bud under modstand

121 Jeg forsøger altid at gøre det rigtige.
    Lad ikke mine fjender få bugt med mig.
122 Jag de stolte og overmodige mennesker væk,
    så de ikke har mulighed for at skade mig.
123 Jeg er træt af at vente på, at du redder mig,
    selv om jeg ved, at du altid holder dine løfter.
124 Jeg ved, at din kærlighed omslutter mig,
    lær mig at kende din vilje.
125 Jeg er din tjener, giv mig forstand
    til at fatte dine formaninger.
126 Jeg græmmes, når de gudløse overtræder dine bud.
    Herre, hvornår griber du ind?
127 Jeg foretrækker din lov
    frem for guld og grønne skove.
128 Jeg hader løgn og bedrag,
    men elsker at adlyde dine bud.

Velsignelsen ved at adlyde Guds vilje

129 Din vejledning er vidunderlig,
    jeg ønsker at rette mig efter den.
130 Dit ord bringer lys, når det bliver forstået,
    selv begyndere kan fatte det.
131 Dit ord skaber en længsel i mig,
    jeg kan aldrig få nok af det.
132 Din nåde og barmhjertighed gør mig godt,
    du er god mod alle, som elsker dig.
133 Dit ord viser mig den vej, jeg skal gå,
    så jeg ikke bliver overrumplet af det onde.
134 Der er mennesker, som vil føre mig på vildspor.
    Hjælp mig til at holde fast ved dine bud.
135 Du velsigner mig med dit nærvær.
    Hjælp mig at tjene dig bedre.
136 Der er mange, der ikke holder dine bud,
    derfor strømmer tårerne ned over mine kinder.

Ordet står fast for evigt

137 Du er en god Gud, Herre,
    alle dine love er retfærdige.
138 Dine principper er fuldkomne,
    og din trofasthed er stor.
139 Der er mange, som ignorerer din vejledning,
    og det skærer mig i hjertet at se det.
140 Dit ord er ædelt som renset sølv,
    derfor elsker jeg det så højt.
141 Der er ikke noget særligt ved mig,
    men jeg forsømmer ikke at adlyde dine bud.
142 Din retfærdighed varer evigt,
    din lov vil altid være sand.
143 Det sker, at jeg tynges af bekymring og uro,
    men dine bud gør mig glad igen.
144 Din lov står altid ved magt,
    lad mig forstå den bedre dag for dag.

En bøn om redning fra fjenderne

145 Jeg beder dig inderligt om hjælp, Herre.
    Svar mig, og jeg vil adlyde dine bud.
146 Jeg råber til dig: „Red mig,
    så jeg kan adlyde dine bud.”
147 Jeg er oppe før daggry for at råbe om hjælp,
    for jeg sætter min lid til løfterne i dit ord.
148 Jeg ligger vågen om natten
    og mediterer over dit ord.
149 Jeg beder dig, Herre, hør min bøn,
    vær mig nådig og red mit liv.
150 Jeg gruer for, hvad mine fjender vil gøre,
    for de er ligeglade med din lov.
151 Jeg ved dog, at du er mig nær, Herre,
    alle dine bud er grundet på sandheden.
152 Jeg har for længe siden lært,
    at dit ord står urokkeligt fast.

Guds løfter giver nyt mod

153 Vær nådig og fri mig fra mine lidelser,
    for jeg har ikke taget let på din lov.
154 Ved at høre dine løfter får jeg nyt mod.
    Kæmp på min side og red mig.
155 Ved at gøre oprør mod dig og dine bud,
    har de gudløse mistet håbet om frelse.
156 Hvor er din nåde dog stor, Herre,
    du har magt til at redde mit liv.
157 Vel er mine fjender og modstandere mange,
    men jeg holder fast ved dine lovbud.
158 Ved synet af de gudløse bliver jeg fyldt med foragt,
    for de gør oprør mod dine bud og befalinger.
159 Vis mig din kærlighed og red mit liv,
    Tænk dog på, hvor højt jeg elsker dine love.
        Giv mig liv, for du elsker mig med trofast kærlighed!
160 Værdien af dit ord er ubeskrivelig,
    det er troværdigt og står fast for evigt.

Lydighed og tryghed

161 Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund,
    men jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte.
162 Din vejledning fylder mig med glæde,
    som en, der har vundet en stor gevinst.
163 Det er løgn og bedrag, jeg hader,
    men jeg elsker dit ord.
164 Dag efter dag vil jeg takke dig
    for dine retfærdige lovbud.
165 De, der elsker din lov, lever trygt,
    intet kan rokke dem.
166 Der er en forvisning i mit hjerte om, at du vil redde mig,
    og jeg vil blive ved med at adlyde dine bud.
167 Dine befalinger har jeg altid for øje,
    jeg elsker dem af hele mit hjerte.
168 Du ved, at jeg har adlydt dine bud,
    for mit liv ligger udbredt for dig.

Råb om frelse

169 Jeg beder om hjælp, Herre, lyt til mit råb.
    Lad dit ord give mig råd og vejledning.
170 Ja, jeg beder så inderligt om nåde,
    grib ind og red mig, som du har lovet.
171 Jeg vil lovprise dig, Herre,
    for du har lært mig at forstå dine bud.
172 Jeg vil synge en sang om dit ord,
    for alle dine love er gode og retfærdige.
173 Jeg venter på, at du griber ind,
    for jeg har valgt at gøre din vilje.
174 Jeg længes efter, at du redder mig, Herre,
    og jeg glæder mig over dine lovbud.
175 Jeg ønsker at leve i lovprisning til dig.
    Lad dit ord være min støtte på livsvejen.
176 Jeg er som et får, der er faret vild.
    Kom og red mig, for jeg har holdt fast ved dine bud.

Footnotes

  1. 119,1 Denne salme er akrostisk ved, at hvert vers inden for hvert af de 22 afsnit begynder med samme bogstav i alfabetet.

119 Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i Herrens Lov. Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte. de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje. Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes. O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter! Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud. Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud. Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!

Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord. 10 Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! 11 Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig. 12 Lovet være du, Herre, lær mig dine Vedtægter! 13 Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud. 14 Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom. 15 Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier. 16 I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.

17 Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord. 18 Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov. 19 Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! 20 Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud. 21 Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud. 22 Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd. 23 Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter. 24 Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.

25 I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord! 26 Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig. 27 Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere. 28 Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord! 29 Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov! 30 Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg. 31 Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, Herre! 32 Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit.

33 Lær mig, Herre, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden. 34 Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte. 35 Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem. 36 Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding. 37 Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord! 38 Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig. 39 Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode. 40 Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!

41 Lad din Miskundhed komme over mig, Herre, din Frelse efter dit Ord, 42 så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord. 43 Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud. 44 Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid; 45 jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. 46 Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues; 47 jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker; 48 jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter.

49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. 50 Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. 51 De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. 52 Dine Lovbud fra fordum, Herre, kom jeg i Hu og fandt Trøst. 53 Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. 54 Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, Herre, jeg holdt din Lov. 56 Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.

57 Min Del er Herren, jeg satte mig for at holde dine Ord. 58 Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord! 59 Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd. 60 Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud. 61 De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov. 62 Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud. 63 Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger. 64 Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre, lær mig dine Vedtægter!

65 Du gjorde vel mod din Tjener, Herre, efter dit Ord. 66 Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud. 67 For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord. 68 God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter! 69 De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare. 70 Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov. 71 Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter. 72 Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.

73 Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud! 74 De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord. 75 Herre, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig. 76 Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener! 77 Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst. 78 Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger. 79 Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd. 80 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.

81 Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord. 82 Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?" 83 Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke. 84 Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig? 85 De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov. 86 Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig! 87 De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke. 88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.

89 Herre, dit Ord er evigt, står fast i Himlen. 90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast. 91 Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe. 92 Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende. 93 Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live. 94 Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. 95 De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig. 96 For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.

97 Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den. 98 Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit. 99 Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd. 100 Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud. 101 Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord. 102 Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig. 103 Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund. 104 Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej.

105 Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. 106 Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. 107 Jeg er såre ydmyget, Herre, hold mig i Live efter dit Ord! 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre, og lær mig dine Lovbud! 109 Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. 110 De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. 111 Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. 112 Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.

113 Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov. 114 Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord. 115 Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud. 116 Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb! 117 Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter! 118 Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn. 119 For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 120 Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.

121 Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig! 122 Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig! 123 Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord. 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter! 125 Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd! 126 Det er Tid for Herren at gribe ind, de har krænket din Lov. 127 Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte. 128 Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.

129 Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem. 130 Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt. 131 Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud. 132 Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn! 133 Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig! 134 Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger! 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter! 136 Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.

137 Du er retfærdig, Herre, og retvise er dine Lovbud. 138 Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. 139 Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. 140 Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. 141 Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. 142 Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. 143 Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. 144 Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!

145 Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, Herre, jeg agter på dine Vedtægter. 146 Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd! 147 Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord. 148 Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord. 149 Hør mig efter din Miskundhed, Herre, hold mig i Live efter dit Lovbud! 150 De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov. 151 Nær er du, o Herre, og alle dine Bud er Sandhed. 152 For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.

153 Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov. 154 Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord! 155 Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde. 156 Din Barmhjertighed er stor, o Herre, hold mig i Live efter dine Lovbud! 157 Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke. 158 Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord. 159 Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, Herre, hold mig i Live efter din Miskundhed! 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt.

161 Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord. 162 Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte. 163 Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær. 164 Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud. 165 Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem. 166 Jeg håber på din Frelse, Herre, og jeg har holdt dine Bud. 167 Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære. 168 Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.

169 Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, Herre, giv mig Indsigt efter dit Ord! 170 Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord! 171 Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter. 172 Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd. 173 Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger. 174 Jeg længes efter din Frelse, Herre, og din Lov er min Lyst. 175 Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp! 176 Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.