Add parallel Print Page Options

Jeg har bemærket endnu en meningsløs uretfærdighed, som tynger menneskeheden: Gud giver nogle mennesker stor rigdom og ære, så de får alt, hvad de ønsker. Men giver han dem ikke mulighed for at nyde det, og andre overtager det hele, da er det smerteligt og meningsløst.

Hvis en mand så fik 100 børn og levede et langt liv, men ikke var i stand til at nyde sin velstand, så mener jeg, det havde været bedre for ham at være dødfødt. For selv om et fosters død ikke giver mening, og det forsvinder ud i glemslens mørke uden at få et navn, og selv om det aldrig så dagens lys eller fik lov at leve blot en enkelt dag, så hviler det i fred i modsætning til den rige mand, der ikke kan nyde sin rigdom. Om så han levede 2000 år uden at kunne nyde livet, hvad var det hele da værd?

Mennesker arbejder for at overleve, men det er, som om de aldrig har nok. Alle skal dø en gang, og i den henseende er den vise og verdenskloge ikke bedre stillet end tåben. Det er bedre at glæde sig over, hvad man rent faktisk har, end at fantasere om, hvad man ikke kan få, for det er lige så meningsløst som at prøve at fange vinden.

10 Alt, hvad der sker, er forudbestemt, og vi ved, at det er omsonst at argumentere med Gud om ens skæbne. 11 Jo mere man argumenterer, jo mindre mening giver det. Så hvad nytte er det til?

12 Hvem kan i øvrigt sige, hvad der er bedst for et menneske i de få og meningsløse år, vi lever som skygger på jorden? Hvem kan fortælle, hvad fremtiden vil bringe, når vi engang er døde?

Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt: Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse. Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han; thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn; og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han. Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?

Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig. Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne? Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

10 Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste. 11 Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket? 12 Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?