Add parallel Print Page Options

Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få. Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale. Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk? Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt Gud!

Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge. Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord.

Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed. 10 Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det? 11 Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove. 12 Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke; 13 går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham. 14 Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig. 15 Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret? 16 Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer. 17 Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man har; 18 og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave; 19 thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit Hjertes Glæde.

Tænk, før du taler, så du ikke lover Gud noget, du ikke kan opfylde, for Gud er i Himlen, og du er på jorden. Pas derfor på ikke at love for meget. Har man for mange bekymringer, kan man få mareridt. Bruger man for mange ord, kan man komme til at fortale sig. Når du aflægger et løfte til Gud, så sørg for at opfylde det, for Gud glæder sig ikke over en tåbe. Du skal holde, hvad du lover. Det er bedre ikke at love noget end at love noget, du ikke kan holde. Lad ikke dine uoverlagte ord gøre dig skyldig i synd, så du må erkende over for præsten, at du ikke mente, hvad du sagde. Hvorfor gøre Gud vred, så han tager det fra dig, du har arbejdet for? Dagdrømmeri og tomme ord fører kun til skuffelser. Hav hellere ærefrygt for Gud.

Rigdom og magt giver ikke livet mening

Hvis du ser retten blive krænket og de magtesløse blive undertrykt af magthaverne, skal du ikke undre dig, for en embedsmand bliver selv undertrykt af sine overordnede, som igen bliver undertrykt af højere myndigheder. Alle udnytter jordens afgrøde, ja, selv kongen forlanger sin del af udbyttet.[a]

Den, der elsker penge, kan aldrig få penge nok. Den, der stræber efter rigdom, vil aldrig være tilfreds med sine indtægter. Hvor meningsløst! 10 Jo mere man ejer, jo flere er der om at bruge det. Hvad fordel har da ejeren af sin rigdom—bortset fra synet af pengene? 11 De, der arbejder hårdt, sover godt, uanset om de har meget eller lidt at spise, men de riges overflod fører let til søvnløshed.

12 En anden ulykkelig hændelse, jeg har set, er, når mennesker samler sig rigdom, men pludselig mister det hele. 13 Der kan ske et uheld, så der intet er tilbage til arvingerne. 14 De må forlade verden lige så tomhændede, som de blev født, uanset hvor hårdt de har arbejdet. 15 Hvor er det frustrerende! Hvad får de ud af alt deres slid? Det hele har været formålsløst! 16 Desuden har de levet deres liv i mørke, overvældet af mismod, smerte og bitterhed.

Nyd livet, mens du har det

17 Så mener jeg, det er bedre, at vi spiser og drikker og finder glæde i vores arbejde hver dag, Gud giver os at leve her på jorden. Sådan er menneskets lod. 18 Det er en gave fra Gud at blive velsignet med velstand, at få lov til at nyde den og samtidig kunne glæde sig over sit arbejde. 19 Så bekymrer man sig ikke om livets korthed, for man er optaget af den glæde, Gud giver en lige nu.

Footnotes

  1. 5,8 Teksten er uklar.