Add parallel Print Page Options

Moabs konge søger hjælp fra Bileam

22 Israelitterne brød op fra Bashan og tog sydpå igen. Da de nåede Moabs højslette øst for Jordanfloden over for Jeriko, slog de lejr der. 2-4 På det tidspunkt var Balak, en søn af Zippor, konge over Moab. Da han blev klar over, hvor talrige israelitterne var, og hvordan de havde udryddet amoritterne, blev både han og hans folk skrækslagne. Balak klagede sin nød til midjanitternes ledere: „Denne enorme menneskemængde vil gøre det fuldstændig af med os, som når en stor flok køer spiser græsset på marken rub og stub.”

5-6 Derpå sendte Balak bud til Bileam, Beors søn, der boede i Petor[a] ved Eufratfloden, og bad ham komme og hjælpe. „Jeg er ved at blive rendt over ende af et mægtigt folk, der kommer fra Egypten,” forklarede han. „Skynd dig! Kom og forband dette folk, så jeg kan få held til at jage dem ud af landet. Jeg ved jo, at den du velsigner, er velsignet, og at den, du forbander, er forbandet.”

Kong Balaks sendebud, nogle af de mest betroede moabitiske og midjanitiske ledere, havde penge med for at betale Bileam for hans tjeneste. Da de nåede frem, satte de straks Bileam ind i situationen. „Bliv her i nat,” sagde Bileam, „så skal jeg i morgen fortælle jer, hvad Herren til den tid har sagt til mig.” Så blev de der natten over.

Samme nat viste Gud sig for Bileam og spurgte: „Hvem er de mænd, der er hos dig?” 10 „De kommer fra kong Balak af Moab,” svarede han. 11 „Kongen siger, at et mægtigt folk fra Egypten er på vej mod hans land, og han har bedt mig komme og forbande dem, så han kan få held til at besejre dem.” 12 „Følg ikke med dem,” sagde Gud. „Du må ikke forbande dem, for jeg har velsignet dem.”

13 Næste morgen sagde Bileam til sendebudene: „I må hellere vende hjem, for Herren siger, at jeg ikke må følge med jer.”

14 Sendebudene vendte så tilbage til kong Balak med uforrettet sag. 15 Men Balak gav ikke op. Han sendte endnu flere af sine mest betroede ledere af sted. 16-17 Da de nåede frem, sagde de: „Kong Balak beder dig inderligt om at komme. Han lover dig store æresbevisninger og en god betaling. Ja, han vil give dig hvad som helst, du forlanger—bare du vil komme og forbande disse mennesker.” 18 Men Bileam svarede: „Om han så giver mig et helt palads fuldt af guld og sølv, har jeg ikke magt til at handle imod Herren min Guds vilje. 19 Men bliv her i nat—så skal jeg finde ud af, om Herren har noget at tilføje til det, han allerede har sagt.” 20 Samme nat sagde Gud til Bileam: „Når du er så opsat på at følge med disse mænd, så gør det bare—men du må ikke gøre andet end det, jeg siger til dig.”

21 Næste morgen sadlede Bileam sit æsel og fulgte med sendebudene tilbage. 22 Men Gud var vred over, at Bileam var så forhippet på at tage af sted—og derfor sendte han en engel i forvejen for at blokere vejen. Da Bileam og hans to tjenere nu kom ridende, 23 fik Bileams æsel pludselig øje på Herrens engel, der stod på vejen med draget sværd. Æslet drejede straks fra vejen og gik ind over marken, men Bileam slog æslet og tvang det tilbage på vejen. 24 Så stillede Herrens engel sig længere fremme på et sted, hvor vejen løb mellem to vingårdsmure. 25 Da æslet så englen, der blokerede vejen, prøvede det at klemme sig forbi langs muren, og Bileams ene fod kom i klemme. Endnu en gang slog han på æslet. 26 Herrens engel stillede sig nu længere fremme på vejen på et sted, der var så snævert, at æslet umuligt kunne komme uden om englen. 27 Så lagde æslet sig ned på vejen.

Nu blev Bileam rasende. Han slog æslet værre end før, 28 men i det samme gav Herren æslet mund og mæle. „Hvad har jeg gjort, siden du nu har slået mig tre gange?” sagde æslet. 29 „Du har gjort mig til grin,” hvæsede Bileam. „Hvis jeg havde haft mit sværd med mig, havde jeg slået dig ihjel på stedet.” 30 „Du kender min trofasthed,” fortsatte æslet. „Har jeg før været ulydig imod dig?” „Nej,” indrømmede Bileam.

31 I det samme åbnede Herren Bileams øjne, så han fik øje på englen, der stod med draget sværd på vejen. Da kastede Bileam sig til jorden. 32 „Hvorfor slog du dit eget æsel så voldsomt?” spurgte englen. „Det var jo mig, der stod i vejen for at standse dig, fordi du var mere opsat på at gøre din egen vilje end Guds vilje. 33 Tre gange så æslet mig og veg tilbage. Det blev din redning, for var det ikke sket, havde jeg for længst slået dig ihjel og ladet æslet leve.”

34 Da indrømmede Bileam: „Jeg har syndet. Jeg vidste ikke, at det var dig, der forsøgte at standse mig. Jeg vil straks vende om, hvis jeg har handlet forkert.” 35 Herrens engel svarede: „Følg bare med mændene, men du må kun sige det, jeg giver dig lov til at sige.” Så fortsatte Bileam rejsen.

36 Da kong Balak fik at vide, at Bileam var på vej, forlod han byen og gik ham i møde ved landegrænsen langs Arnonfloden. 37 „Hvorfor kom du ikke med det samme, da jeg sendte bud efter dig?” spurgte han Bileam. „Tror du ikke, jeg har råd til at belønne dig rigeligt?” 38 „Nu er jeg her,” svarede Bileam. „Men jeg kan ikke sige andet end det, Gud giver mig lov at sige.” 39 Så fulgte Bileam med kongen til Kirjat-Hutzot, 40 hvor kong Balak ofrede køer og får og gav noget af kødet til Bileam og hans ledsagere. 41 Næste morgen førte Balak så Bileam op på toppen af Bamot-Ba’al, hvorfra de kunne se ud over hele[b] det israelitiske folk.

Bileam velsigner israelitterne

23 Da sagde Bileam til kongen: „Byg syv altre her og bring mig syv tyre og syv væddere.” Balak adlød, hvorefter de i fællesskab ofrede en tyr og en vædder på hvert af de syv altre.

Bileam sagde nu til kongen: „Bliv stående her ved dine brændofre, så vil jeg gå hen og prøve at få Herren i tale. Bagefter skal jeg fortælle dig, hvad Herren siger.” Så gik han op på en nøgen klippetop, og Herren mødte ham dér. Bileam sagde til Herren: „Jeg har bygget syv altre og ofret en tyr og en vædder på hvert alter.” Da gav Herren Bileam et budskab til kong Balak.

Så vendte Bileam tilbage til kongen, der stod ved sine brændofre sammen med de moabitiske ledere. Det budskab, Herren havde givet ham, lød som følger:

„Fra Aram lod Balak mig hente,
    han sendte bud fra østlandets bjerge:
‚Kom og forband Jakob,
    nedkald Guds vrede over Israel.’
Kan jeg mon forbande, når Gud ikke vil,
    nedkalde vrede, uden at Herren er vred?
Jeg ser dem fra min udkigspost,
    fra bjergene skuer mit øje dem:
De er et udvalgt folk,
    udskilt fra andre nationer.
10 Jakobs slægt kan ikke tælles,
    Israels folk er som sand på stranden.
Det er et gudfrygtigt folk,
    gid jeg må leve og dø som dem.”

11 „Hvad i alverden er det, du siger?” udbrød kong Balak. „Bad jeg dig ikke om at forbande mine fjender? Hvorfor velsigner du dem så i stedet for?”

12 Bileam svarede: „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?”

13 „Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et andet sted, hvor vi kun kan se en mindre del af folket. Dem kan du i det mindste forbande for mig.” 14 Så førte Balak ham op til udkigsstedet på toppen af Pisgas bjerg. Her byggede han igen syv altre og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.

15 Derefter sagde Bileam til kongen: „Bliv stående her ved dit brændoffer, mens jeg går hen og prøver at få Herren i tale.” 16 Da talte Herren til Bileam og gav ham et budskab til Balak, 17 hvorpå Bileam vendte tilbage til kongen og de moabitiske ledere, der stod rundt om altrene.

„Nå, hvad sagde Herren så?” spurgte kongen ivrigt. 18 Bileam svarede:

„Hør godt efter, kong Balak,
    spids dine ører, Zippors søn.
19 Gud er ikke som mennesker, der lyver,
    han skifter ikke mening, som vi gør.
Når han siger noget, så gør han det.
    Han holder, hvad han lover.
20 Når han har befalet at velsigne,
    kan jeg ikke andet end velsigne.
21 I Jakobs lejr lider man ingen nød,
    ingen ulykke rammer Israels folk.
For Herren, deres Gud, er med dem,
    de hylder ham som deres konge.
22 Gud førte dem ud af Egypten,
    han gav dem styrke som en vildokse.
23 Forbandelser preller af på Jakob,
    trolddom har ingen magt over Israel.
Nu siger folkeslagene om Israel:
    ‚Se, hvad Gud har gjort for sit folk.’
24 Det er et folk, der rejser sig som en løve,
    som en hanløve, der jager sit bytte.
De hviler sig først, efter at de har spist,
    og når de har drukket de dræbtes blod.”

25 Da udbrød kong Balak: „Hvis du ikke vil forbande dem, så kunne du i det mindste lade være med at velsigne dem.” 26 „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?” svarede Bileam. 27 „Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et tredje sted. Måske Gud går med til, at du forbander dem fra det sted.”

28 Så førte kong Balak ham op på toppen af Peors bjerg, hvorfra de kunne se ud over ørkenen, 29 og Bileam opfordrede igen kongen til at bygge syv altre og tilberede syv tyre og syv væddere som brændofre. 30 Kongen adlød Bileam og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.

Bileams sidste budskaber

24 Nu stod det klart for Bileam, at Herren ønskede at velsigne Israel. Derfor gik han ikke afsides som før for at få Herren i tale. I stedet kastede han et blik ud over ørkenen, hvor folket havde slået lejr stamme for stamme. Da kom Guds Ånd over ham, og han kom med følgende budskab:

„Således siger Bileam, Beors søn,
    manden, der ser med lukkede øjne,
manden, som hører Guds stemme,
    kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
    hensunket med sit indre øje vidt åbent:
Hvor er dine telte smukke, Israel,
    dine boliger er skønne at se på.
Som frodige planter i en frugtbar dal,
    som velvandede haver ved flodens bred,
som agaver, plantet af Herren selv,
    som cedertræer, plantet ved vandløb.
Vand har de i overflod,
    rigeligt til at vande deres korn.
Deres konge er mægtigere end Agag,
    hans kongerige uden sidestykke.
Gud førte dem ud af Egypten,
    han gav dem styrke som vildoksen.
De opæder de folk, som står dem i vejen,
    skyder dem med pile, knuser deres knogler.
Som en sejrende løve lægger de sig til ro.
    Hvem vover at vække deres vrede?
Velsignet er den, der velsigner dig.
    Forbandet er den, der forbander dig.”

10 Kong Balak blev nu så rasende på Bileam, at han knyttede næverne og skreg: „Jeg sendte bud efter dig, for at du skulle forbande mine fjender, og i stedet har du nu velsignet dem tre gange! 11 Nu kan det være nok! Forsvind med dig. Rejs hjem til dit eget land. Jeg havde tænkt at lønne dig rigeligt, men det har Herren nu forhindret.”

12 Bileam svarede: „Jeg fortalte for længst dine sendebud, 13 at om du så gav mig et helt palads fuldt af guld og sølv, kunne jeg ikke modsætte mig Herrens vilje eller lave om på den. Jeg sagde udtrykkeligt, at jeg ikke kunne sige andet end det, Herren gav mig at sige. 14 Ja, nu vil jeg vende hjem til mit folk, men først vil jeg lade dig vide, hvad dette folk skal gøre ved dit folk i tiden, der kommer.”

15 Og Bileam fremkom med følgende profeti:

„Således siger Bileam, Beors søn,
    manden, der ser med lukkede øjne,
16 manden, som hører Guds stemme,
    og kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
    hensunket med sit indre øje vidt åbent:
17 Jeg ser ham komme—dog ikke endnu.
    Jeg skuer ham i det fjerne.
En stjerne stiger op fra Jakob,
    en konge fremstår fra Israel.
Han knuser begge Moabs flanker,
    tilintetgør alle Sets sønner.
18 Edom bliver underlagt Israel,
    Seirs land bliver dets ejendom.
Israel skal vokse sig stærk,
    Guds folk skal kue sine fjender.
19 En hersker skal fremstå fra Jakob,
    han udrydder de overlevende i byen.”

20 Da vendte Bileam sig mod amalekitternes land og fortsatte:

„Først var amalekitterne en stormagt,
    men de går undergangen i møde til sidst.”

21 Derefter vendte han sig i retning af kenitternes land og sagde:

„Du stoler på din stærke borg,
    din rede er bygget på bjergets top.
22 Men jeres land bliver ødelagt,
    når assyrerne fører jer bort i eksil.”

23 Bileams sidste budskab lød:

„Hvem kan bestå, når Gud sender sin hær?
24     Skibe skal komme fra grækernes[c] kyst,
de kuer både assyrerne og hebræerne.[d]
    Men derefter går de selv til grunde.”

25 Så skiltes Bileam og kong Balak og drog hver til sit.

Israelitternes utroskab

25 Mens israelitterne lå i lejr i Shittim,[e] syndede nogle af de unge mænd ved at ligge med moabitiske piger. Det skete ved, at pigerne inviterede dem med til de fester, de holdt for deres afguder, og det førte til, at mændene ikke bare spiste afgudsofferkød, men deltog åbenlyst i afgudsdyrkelsen med dertil hørende utugt.

Inden længe begyndte mange af israelitterne at dyrke moabitternes gud, Ba’al-Peor. Da sendte Herren i sin vrede en plage over folket, og han sagde til Moses: „Kald folkets ledere sammen og lad alle de ansvarlige blive henrettet og hængt op i solen foran mit telt, så min vrede ikke skal udslette hele folket.” Så gav Moses folkets ledere følgende besked: „De af jeres folk, der er begyndt at dyrke Ba’al-Peor, skal I henrette.”

En af de israelitiske mænd var fræk nok til at tage en af de midjanitiske piger med ind i sit telt nær ved midten af lejren, hvor Moses og folket stod grædende og sørgede foran indgangen til åbenbaringsteltet. En ung mand ved navn Pinehas, søn af ypperstepræsten Eleazar, opdagede det, sprang op, greb et spyd og fulgte efter dem ind i teltet, hvor han jog spyddet gennem mandens krop og ind i pigens mave. Da standsede plagen, som indtil da havde kostet 24.000 mennesker livet.

10 Herren sagde nu til Moses: 11 „Du kan takke Pinehas for at plagen standsede, for han forstod min harme og afværgede, at min vrede gjorde yderligere indhug iblandt jer. 12-13 Fordi han handlede i nidkærhed for Gud, og fordi han derved skaffede soning for Israels folk, lover jeg ham og hans efterkommere, at de altid skal være mine præster.”

14 Den mand, som blev dræbt sammen med den midjanitiske pige, hed Zimri. Han var søn af Salu, som var en af lederne i Simeons stamme. 15 Pigens navn var Kozbi. Hun var datter af en midjanitisk fyrste ved navn Zur.

16-17 „Du skal udrydde midjanitterne,” sagde Herren til Moses, 18 „for de forførte jer ved at lokke jer bort fra mig og få jer til at dyrke deres afguder i stedet. Det, der skete med Kozbi, som døde den dag, plagen brød løs på grund af Ba’al-Peor, er et eksempel på, hvad der vil ske med hele det midjanitiske folk.”

Moses afholder en ny folketælling

19 Efter at plagen var standset,

Footnotes

  1. 22,5-6 Tæt ved det sted, hvor Eufratfloden krydser den nuværende grænse mellem Tyrkiet og Syrien.
  2. 22,41 På hebraisk: den „yderste” eller „sidste” del, dvs. i hele sin udstrækning
  3. 24,24 På hebraisk: kittim eller „kittæerne”. Det henviser til et folk, som først slog sig ned på Cypern, men senere bredte sig til andre kyststrækninger i det østlige Middelhav. Se 1.Mos. 10,4.
  4. 24,24 På hebraisk: Eber. Det var en søn af Sem og stamfar til Abraham. Se 1.Mos. 10,21 og 1.Krøn. 1,24-27.
  5. 25,1 På hebraisk betyder ordet „Akacietræer”, og det er navnet på en by øst for Jordanfloden på højde med Jeriko.