Add parallel Print Page Options

25 Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge. Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. Men ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i Møde! Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. Men Dårerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; går hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! 10 Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. 11 Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! 12 Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. 13 Våger derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.

14 Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine Tjenere og overgav dem sin Ejendom; 15 og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands. 16 Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med dem og vandt andre fem Talenter 17 Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter,andre to. 18 Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og skjulte sin Herres Penge. 19 Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder Regnskab med dem. 20 Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se, jeg har vundet fem andre Talenter. 21 Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres Glæde! 22 Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde: Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre Talenter. 23 Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres glæde! 24 Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde: Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte; 25 og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er. 26 Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor jeg ikke spredte; 27 derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente. 28 Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter. 29 Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 30 Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.

31 Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone. 32 Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene. 33 Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den venstre. 34 Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt fra Verdens Grundlæggelse. 35 Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til eder; 36 jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. 37 Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke? 38 Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig? 39 Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig? 40 Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig. 41 Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. 42 Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; 43 jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. 44 Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke? 45 Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke gjort imod mig. 46 Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv."

Om at være parat til Jesu genkomst

25 Jesus fortsatte: „Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.

Men ved midnatstid lød råbet: ‚Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. Men de andre svarede: ‚Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ 10 Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.

11 Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‚Herre, luk op for os!’ 12 Men han svarede: ‚Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’ ”

13 „Vær altid parate,” sagde Jesus, „for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.”

Om at bruge det, man har fået betroet(A)

14 „Lad mig fortælle endnu en historie om Guds rige,” fortsatte Jesus. „Der var en mand, som skulle ud på en lang rejse. Forinden kaldte han sine tjenere til sig og betroede dem sin formue, som de skulle få til at vokse, mens han var borte. 15 En fik fem sække med sølv, en anden fik to og en tredje fik én sæk,[a] alt efter den enkeltes evner. Derpå tog han af sted på sin rejse.

16 Den mand, der havde fået de fem sække penge, begyndte straks at købe og sælge, og han tjente fem sække mere. 17 På samme måde tjente manden med de to sække to mere. 18 Men ham, der havde fået én sæk penge, gik ud og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge der.

19 Lang tid efter kom de tre mænds herre tilbage fra rejsen, og han kaldte dem sammen, for at de kunne aflægge regnskab for deres forvaltning af de penge, de havde fået betroet. 20 Først trådte den mand frem, som havde fået de fem sække. Han kom med i alt ti sække og sagde: ‚Du betroede mig fem sække penge. Jeg har tjent fem til.’ 21 ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

22 Derefter trådte den mand frem, der havde fået de to sække, for at aflægge regnskab: ‚Du betroede mig to sække penge. Jeg har tjent to til.’ 23 ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

24 Til sidst trådte den mand frem, som havde fået én sæk: ‚Herre,’ begyndte han. ‚Jeg kender dig som en hård mand. Jeg ved, at du høster, hvor du ikke har sået, og du indkasserer udbyttet fra andres arbejde. 25 Jeg var bange for dig, så jeg gravede pengene ned i jorden. Værsgo! Her har du dine penge!’

26 Herren blev vred. ‚Du er en dårlig og doven arbejder!’ sagde han. ‚Når du nu vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og indkasserer udbyttet fra andres arbejde, 27 hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem!’

28 Henvendt til sine øvrige arbejdere sagde han: ‚Tag pengene fra ham og giv dem til ham, der har ti sække penge. 29 For alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste, hvad de fik. 30 Og kast så den uduelige arbejder ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.’

Den afsluttende dom

31 Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone, 32 og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder. 33 Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.

34 Derefter vil han sige til dem på højre side: ‚Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt. 35 I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, 36 og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så til mig, da jeg var syg, og I besøgte mig i fængslet.’

37 De, der har gjort Guds vilje, vil svare: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten og givet dig noget at spise, eller tørstig og givet dig noget at drikke. 38 Vi har da heller aldrig set dig stå som fremmed og budt dig velkommen, eller set dig stå uden tøj og skaffet dig noget. 39 Vi har da aldrig set dig syg eller i fængsel og besøgt dig.’ 40 Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I har gjort imod selv den mest oversete af dem, som er mine, det har I også gjort mod mig.’

41 Derefter vil han vende sig til dem på sin venstre side og sige: ‚Bort med jer, I, der står under Guds dom! Bort til den evige ild, der er bestemt for Djævelen og hans hjælpere. 42 I gav mig jo intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. 43 I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så ikke til mig, da jeg var syg eller i fængsel.’

44 Da vil de svare på samme måde: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten eller tørstig, fremmed eller uden tøj, syg eller i fængsel, så vi kunne have hjulpet dig.’ 45 Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod selv den mest oversete af disse mennesker, det har I heller ikke gjort mod mig.’

46 Den sidste gruppe vil gå bort til evig straf, men de første, som har gjort Guds vilje, vil gå ind til evigt liv.”

Footnotes

  1. 25,15 Teksten taler om fem talenter, to talenter og en talent. En talent var en vægtenhed, som på den tid sandsynligvis var omkring 20 kg. Man vejede enten guld- eller sølvmønter, og da v. 18 bruger det græske ord for sølv, har der nok været tale om sølvmønter her. Ifølge 2.Kong. 5,23 havde man en talent sølvmønter pr. sæk. I pengeværdi menes en talent at svare til 6000 denarer, og en denar var en arbejders dagløn.