Add parallel Print Page Options

Tab ikke modet

18 Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet:

„Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder. I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun. Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ”

Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme dem, der mishandler dem? Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde fast ved troen, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?”

Stolthed kontra ydmyghed

Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: 10 „To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. 11 Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker—eller som den skatteopkræver, der står derhenne. 12 Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’

13 Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’

14 Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Hvordan man får adgang til Guds rige(A)

15 På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort. 16 Men Jesus kaldte på dem. „Lad børnene komme til mig,” sagde han. „I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. 17 Det siger jeg jer: De, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”

Hvordan man får det evige liv(B)

18 En af de jødiske ledere kom en dag til Jesus med et spørgsmål. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

19 „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. 20 Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab, ikke stjæle, ikke anklage nogen på falsk grundlag, og du skal ære din far og din mor.”

21 „Alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung,” svarede manden.

22 Da Jesus hørte det svar, sagde han: „Du mangler én ting endnu. Sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig!” 23 Det blev manden dybt ulykkelig over at høre, for han var meget rig.

24 Da Jesus så hans bedrøvede ansigt, sagde han: „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige! 25 Ja, det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

26 De omkringstående var forbløffede. „Hvem kan så få det evige liv?” udbrød de.

27 Jesus svarede: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud.”

Lønnen for at følge Jesus(C)

28 „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har forladt vores hjem og ejendele for at følge dig.” 29 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, der har forladt hjem, ægtefælle, søskende, forældre eller børn for Guds riges skyld, 30 skal få det mange gange igen i denne verden—og evigt liv i den kommende verden.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø(D)

31 Jesus samlede de Tolv omkring sig og sagde: „Nu er vi snart i Jerusalem, og dér vil alle Skriftens profetier om Menneskesønnen gå i opfyldelse. 32 Jeg vil blive udleveret til romerne, og de vil håne mig og spytte på mig. 33 Jeg vil blive pisket og dræbt, men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

34 Men disciplene forstod slet ikke, hvad han sagde. Hans ord var som en lukket bog for dem, så de ikke fattede, hvad han talte om.

En blind bliver helbredt og slutter sig til Jesus(E)

35 Jesus og hans følge nærmede sig nu Jeriko. Der sad en blind mand ved vejen og tiggede, 36 og da han hørte lyden af mange mennesker, der nærmede sig, spurgte han, hvad der foregik. 37 „Det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi,” fik han at vide. 38 Så gav han sig til at råbe: „Jesus, du Davids Søn,[a] forbarm dig over mig!”

39 De mennesker, der gik foran Jesus, forsøgte at få manden til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”

40 Jesus standsede og sagde, at man skulle føre den blinde mand hen til ham. 41 „Hvad vil du, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.

„Herre,” sagde manden, „jeg vil gerne kunne se!”

42 „Det er sket!” svarede Jesus. „Din tro har reddet[b] dig!” 43 Straks kunne manden se, og han begyndte at lovprise Gud og fulgte derefter med Jesus. Alle de omkringstående brød også ud i lovprisning.

Footnotes

  1. 18,38 På hebraisk betyder „søn” ofte „efterkommer”. Udtrykket „Davidssønnen” var en af titlerne på den ventede Messias, idet Messias skulle blive en mægtig konge, der var endnu større end jødernes hidtil største konge, David, der levede ca. 1000 år før Jesus kom.
  2. 18,42 Eller: „frelst”. Det græske ord betyder „reddet” og kan henvise til både fysisk og åndelig redning.

18 Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte, og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske. Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart! Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske, så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig." Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse: 10 "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder. 11 Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder. 12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt. 13 Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig! 14 Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

15 Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem. 16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til. 17 Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

18 Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" 19 Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud. 20 Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder." 21 Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." 22 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" 23 Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig. 24 Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! 25 thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." 26 Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?" 27 Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud." 28 Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig." 29 Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, 30 uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv."

31 Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen. 32 Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes, 33 og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå." 34 Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

35 Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede. 36 Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var. 37 Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. 38 Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over mig!" 39 Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" 40 Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: 41 "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende." 42 Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig." 43 Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.