Add parallel Print Page Options

Konfrontationen fortsætter

14 På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?” Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.

Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn[a] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?” Stadig intet svar.

Om ydmyghed og gæstfrihed

Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. „Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.

10 Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. 11 For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

12 Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. 13 Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. 14 De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”

Historien om den store bryllupsfest(A)

15 En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” 16 Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. 17 Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ 18 Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. 19 ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ 20 ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’

21 Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ 22 Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ 23 Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’

24 Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”

Om at være discipel af Jesus(B)

25 Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: 26 „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv. 27 De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv[b] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.

28 Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? 29 For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: 30 ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’

31 Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? 32 Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.

33 På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. 34 Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?[c] 35 Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”

Footnotes

  1. 14,5 En del af de græske håndskrifter siger „æsel”, og et enkelt siger „får”, men de fleste siger „søn”.
  2. 14,27 Ordret står der: „Den, der ikke bærer sit eget kors.” Den dødsdømte måtte selv bære overliggeren til korset det sidste stykke vej, før han blev hængt op på det. Denne talemåde henviser derfor til at være villig til at dø
  3. 14,34 Se noten til Matt. 5,13.

14 Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham. Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?" Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare. Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op på Sabbatsdagen?" Og de kunde ikke give Svar derpå.

Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være buden af ham, og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. 10 Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at, når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. 11 Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes." 12 Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag. 13 Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! 14 Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."

15 Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige." 16 Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor Nadver og indbød mange. 17 Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. 18 Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 19 Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 20 Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! 22 Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. 23 Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt. 24 Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadver."

25 Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: 26 "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel. 27 Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel. 28 Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det, 29 for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det, alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige: 30 Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. 31 Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde? 32 Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt borte, Sendebud hen og underhandler om Fred. 33 Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel. 34 Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft, hvorved skal det da få den igen? 35 Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"