Add parallel Print Page Options

Hungersnødens gru

Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres herlighed.
    Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
Byens befolkning var deres vægt værd i guld,
    men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
De vilde sjakaler giver deres unger die,
    men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen.
    Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult.
    De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere?
    De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed,
    deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden,
    for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult,
    fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
10 Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor,
    som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
11 Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede.
    Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
12 Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem.
    Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
13 Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet.
    De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
14 Overalt i byen raver folk rundt i blinde.
    De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
15 „Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!”
    Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
16 Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til,
    for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
17 Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.
    Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
18 Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.
    Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
19 Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.
    De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
20 Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,
    han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
21 Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.
    Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.
22 Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet.
    Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.

Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner! Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse. Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem. Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet. Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer; mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ. Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde. 10 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

11 Herren køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den. 12 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte. 13 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod. 14 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres. 15 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!" 16 Herren spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter. 17 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper. 18 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet. 19 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen, 20 vor Livsånde, Herrens Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

21 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken. 22 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

[a]How the gold has lost its luster,
    the fine gold become dull!
The sacred gems are scattered
    at every street corner.(A)

How the precious children of Zion,(B)
    once worth their weight in gold,
are now considered as pots of clay,
    the work of a potter’s hands!

Even jackals offer their breasts
    to nurse their young,
but my people have become heartless
    like ostriches in the desert.(C)

Because of thirst(D) the infant’s tongue
    sticks to the roof of its mouth;(E)
the children beg for bread,
    but no one gives it to them.(F)

Those who once ate delicacies
    are destitute in the streets.
Those brought up in royal purple(G)
    now lie on ash heaps.(H)

The punishment of my people
    is greater than that of Sodom,(I)
which was overthrown in a moment
    without a hand turned to help her.

Their princes were brighter than snow
    and whiter than milk,
their bodies more ruddy than rubies,
    their appearance like lapis lazuli.

But now they are blacker(J) than soot;
    they are not recognized in the streets.
Their skin has shriveled on their bones;(K)
    it has become as dry as a stick.

Those killed by the sword are better off
    than those who die of famine;(L)
racked with hunger, they waste away
    for lack of food from the field.(M)

10 With their own hands compassionate women
    have cooked their own children,(N)
who became their food
    when my people were destroyed.

11 The Lord has given full vent to his wrath;(O)
    he has poured out(P) his fierce anger.(Q)
He kindled a fire(R) in Zion
    that consumed her foundations.(S)

12 The kings of the earth did not believe,
    nor did any of the peoples of the world,
that enemies and foes could enter
    the gates of Jerusalem.(T)

13 But it happened because of the sins of her prophets
    and the iniquities of her priests,(U)
who shed within her
    the blood(V) of the righteous.

14 Now they grope through the streets
    as if they were blind.(W)
They are so defiled with blood(X)
    that no one dares to touch their garments.

15 “Go away! You are unclean!” people cry to them.
    “Away! Away! Don’t touch us!”
When they flee and wander(Y) about,
    people among the nations say,
    “They can stay here no longer.”(Z)

16 The Lord himself has scattered them;
    he no longer watches over them.(AA)
The priests are shown no honor,
    the elders(AB) no favor.(AC)

17 Moreover, our eyes failed,
    looking in vain(AD) for help;(AE)
from our towers we watched
    for a nation(AF) that could not save us.

18 People stalked us at every step,
    so we could not walk in our streets.
Our end was near, our days were numbered,
    for our end had come.(AG)

19 Our pursuers were swifter
    than eagles(AH) in the sky;
they chased us(AI) over the mountains
    and lay in wait for us in the desert.(AJ)

20 The Lord’s anointed,(AK) our very life breath,
    was caught in their traps.(AL)
We thought that under his shadow(AM)
    we would live among the nations.

21 Rejoice and be glad, Daughter Edom,
    you who live in the land of Uz.(AN)
But to you also the cup(AO) will be passed;
    you will be drunk and stripped naked.(AP)

22 Your punishment will end, Daughter Zion;(AQ)
    he will not prolong your exile.
But he will punish your sin, Daughter Edom,
    and expose your wickedness.(AR)

Footnotes

  1. Lamentations 4:1 This chapter is an acrostic poem, the verses of which begin with the successive letters of the Hebrew alphabet.