4 Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres herlighed.
    Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
² Byens befolkning var deres vægt værd i guld,
    men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
³ De vilde sjakaler giver deres unger die,
    men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
⁴ Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen.
    Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
⁵ Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult.
    De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
⁶ Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere?
    De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
⁷ Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed,
    deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
⁸ Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden,
    for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
⁹ Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult,
    fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
¹⁰ Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor,
    som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
¹¹ Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede.
    Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
¹² Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem.
    Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
¹³ Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet.
    De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
¹⁴ Overalt i byen raver folk rundt i blinde.
    De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
¹⁵ „Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!”
    Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
¹⁶ Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til,
    for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
¹⁷ Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.
    Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
¹⁸ Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.
    Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
¹⁹ Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.
    De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
²⁰ Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,
    han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
²¹ Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.
    Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.
²² Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet.
    Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.