Klagesangene 1
Bibelen på hverdagsdansk
Jerusalem i sorg
1 Ak ja, den travle by er nu folketom.
Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
2 Byen jamrer og græder natten lang.
Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
Alle de gamle venner har svigtet hende.
3 Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
4 Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
5 Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
6 Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
7 Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun[a] har mistet.
Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
8 Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
9 Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
„Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
10 Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
11 Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
12 Mon der findes en større smerte end min?
Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
13 Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.
Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
14 Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
15 På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”
17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.
18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
Straf dem, som du har straffet mig!
Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”
Footnotes
- 1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn.
Klagesangene 1
Dette er Biblen på dansk
1 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle. 2 Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev hendes Fjender. 3 Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne. 4 Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde. 5 Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af Herren for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn. 6 Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn.
7 Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under. 8 Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. 9 Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, Herre, thi Fjenden hoverer. 10 Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling. 11 Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. Herre, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes! 12 Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem Herren voldte Harm på sin glødende Vredes Dag. 13 Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat. 14 Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke. 15 Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter. 16 Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.
17 Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød Herren hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky. 18 Herren, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger. 19 Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de. 20 Se, Herre, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden. 21 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig! 22 Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.