Add parallel Print Page Options

Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud eller ind. Da sagde Herren til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge og Krigere i din Hånd. Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt; det skal I gøre seks Dage; og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal støde i Hornene. Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."

Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Herrens Ark!" Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således at de, som bærer Våben, går foran Herrens Ark!" Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran Herren, frem og stødte i Hornene, medens Herrens Pagts Ark fulgte efter; og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene, og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der blæstes i Hornene. 10 Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!" 11 Så lod han Herrens Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der. 12 Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar Herrens Ark, 13 og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran Herrens Ark, gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og de, som sluttede Toget, fulgte efter Herrens Ark, medens der blæstes i Hornene. 14 Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.

15 Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen; 16 og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi Herren har givet eder Byen. 17 Og Byen skal lyses i Band for Herren med alt, hvad der er i den; kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte. 18 Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet over Israels lejr og styrter den i Ulykke. 19 Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges Herren; det skal bringes ind i Herrens Skatkammer!" 20 Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således indtog de Byen. 21 Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen, Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.

22 Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud derfra, som I tilsvor hende!" 23 De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre, hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og lod dem stå uden for Israels Lejr. 24 Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i Herrens Hus's Skatkammer. 25 Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var, lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene, som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.

26 På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet være den Mand for Herrens Åsyn, som indlader sig på at opbygge denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."

27 Således var Herren med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele Landet.

Jerikos byporte blev holdt lukket både dag og nat på grund af befolkningens frygt for israelitterne. Ingen kunne gå ud eller ind. Men Herren sagde til Josva: „Jeg vil give dig sejr over Jerikos konge og alle hans krigere, så du kan indtage byen. I seks dage skal alle jeres våbenføre mænd marchere rundt om byen én gang dagligt. Syv præster skal gå foran arken og blæse i deres vædderhorn. På den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, mens præsterne blæser i hornene. Derefter skal præsterne give signal ved at blæse meget længe og kraftigt i hornene. Når I hører det signal, skal I alle udstøde et højt kampråb. Så vil murene styrte sammen, og I kan gå lige ind!”

Josva sammenkaldte nu præsterne og sagde til dem: „I skal bære arken, og syv af jer skal gå foran den, hver med et vædderhorn.” Dernæst sagde han til alle Israels mænd: „I skal gå rundt om byen, og de tungest bevæbnede skal gå forrest, foran præsterne og arken.”

På Josvas befaling begyndte hæren at gå rundt om byen med pagtens ark og præsterne i midten. De svært bevæbnede mænd gik forrest, derefter de syv præster, som blæste i vædderhorn, derefter de præster, der bar arken, og til sidst resten af mændene.

10 „I skal være helt stille!” havde Josva sagt. „Der må ikke høres en lyd med undtagelse af hornene. Men når jeg siger til, skal I råbe af jeres lungers fulde kraft!”

11 Den dag blev arken båret rundt om byen én gang, hvorefter mændene vendte tilbage til lejren for at overnatte.

12-14 Næste dag gik de igen en omgang rundt om byen, mens præsterne blæste i deres vædderhorn. Så vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.

15 Den syvende dag begyndte de ved daggry og gik syv gange rundt om byen. 16 Da de var færdige med den syvende omgang, gav præsterne et langt stød i hornene, og Josva råbte: „Råb! Herren har givet jer byen!”

17 Josva havde tidligere sagt til sine krigere: „Alle indbyggerne skal slås ihjel, med undtagelse af den prostituerede Rahab og familiemedlemmerne i hendes hus, fordi hun hjalp spionerne. 18 Alt andet skal ødelægges! I må overhovedet intet krigsbytte tage til jer selv, for hvis I gør det, skal I selv dø, og det bliver hele folkets undergang. 19 Hvad der findes af sølv og guld skal indvies til Herren og bringes til hans skatkammer. Det samme gælder alle ting lavet af bronze eller jern.”

20 Da mændene nu hørte den langtrukne lyd fra vædderhornene, råbte de af deres lungers fulde kraft. Bymuren brød sammen, og de styrtede alle ind i byen. 21 De huggede alt ned, som de kom frem, både mennesker og dyr—mænd og kvinder, unge og ældre, okser, får og æsler—alting! 22 Imens sagde Josva til de to spioner: „Skynd jer at redde Rahab og hendes familie, sådan som I har lovet.” 23 Spionerne gjorde, som de fik besked på, og bragte Rahab og hendes far og mor, hendes søskende og øvrige familie i sikkerhed i nærheden af lejren uden for byen. 24 Derefter blev byen og alt, hvad der var i den, brændt af, med undtagelse af sølvet, guldet og redskaberne af bronze og jern, som blev anbragt i Herrens skatkammer. 25 Josva skånede den prostituerede Rahab og dem, der var hos hende i huset, fordi hun havde skjult de mænd, han havde sendt af sted for at spionere i Jeriko. Rahab og hendes familie bor den dag i dag blandt israelitterne.

26 Ved den lejlighed udtalte Josva i hele folkets påhør følgende forbandelse:

Herren vil forbande enhver,
    som prøver at genopbygge Jeriko.
Det vil koste hans ældste søns liv at lægge byens grundvold,
    og hans yngste søns liv at sætte portene i.

27 Herren var med Josva, så han blev berømt og respekteret over hele landet.