Add parallel Print Page Options

30 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. 11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. 12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig 13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; 14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, 15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. 16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: 17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. 18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. 19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. 22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. 24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? 26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; 27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; 28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; 29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. 30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; 31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

Jobs nuværende elendighed

30 Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
    hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
    end jeg plejede at have for dem.
De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
    havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
De var udtærede af sult
    og søgte efter føde i ødemarken.
De levede af planter fra vildmarken,
    og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.[a]
De var udstødt af samfundet,
    hængt ud som tyveknægte.
De holdt til i de stejle kløfter
    og i vildmarkens klippehuler.
De brølede som dyr i buskene
    og søgte ly i tornekrattet.
De var samfundets udskud,
    blev ikke regnet for noget som helst.
Og nu håner deres børn mig!
    De synger spotteviser om mig.
10 De afskyr mig og holder sig på afstand,
    alt imens de spytter efter mig.
11 Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,
    mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.
12 De angriber mig fra alle sider
    og generer mig på alle måder.
13 De spærrer vejen for mig
    og ødelægger mit liv totalt,
        uden at nogen hindrer dem.
14 De myldrer imod mig som fjender,
    der er trængt igennem fæstningsmuren.
15 Jeg lever i konstant rædsel og frygt.
    Min anseelse er borte med blæsten,
        min værdighed forsvundet som en sky.

16 Mit hjerte er knust af sorg,
    min sjæl tynges ned af depression.
17 Natten gnaver i mine knogler,
    jeg kan ikke sove for smerter.

18 Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,
    du greb mig i kraven.
19 Du kastede mig ud som affald,
    og her sidder jeg i støv og aske.
20 Jeg råbte til dig om hjælp,
    men du svarede mig ikke.
Jeg bad til dig,
    men du hørte mig ikke.
21 Du behandlede mig grusomt,
    slog mig med din vældige magt.
22 Du slyngede mig ud i en voldsom vind,
    jeg blev kastebold for stormen.
23 Du førte mig til gravens rand,
    hvor jeg ved, at alt levende skal ende.

24 Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?
    Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?
25 Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?
    Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?
26 Jeg forventede et lykkeligt liv,
    men blev overvældet af ulykke.
Jeg glædede mig til en lys fremtid,
    men endte i et kulsort mørke.
27 Smerterne piner min sjæl og min krop,
    lidelserne fylder min dag og mine tanker.
28 Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,
    jeg klager min nød for mine venner.
29 Jeg hyler som en sjakal over min smerte,
    jamrer som en struds i min nød.
30 Min hud er blevet mørk og skaller af,
    min krop fortæres af feber.
31 Lyren bliver kun brugt til klagesange,
    fløjten spiller kun sørgelige strofer.

Footnotes

  1. 30,4 Teksten er uklar, men rødderne af denne busk er giftige. Dog kunne der gro spiselige planter ved buskens rødder.

30 “But now they mock me,(A)
    men younger than I,
whose fathers I would have disdained
    to put with my sheep dogs.(B)
Of what use was the strength of their hands to me,
    since their vigor had gone from them?
Haggard from want and hunger,
    they roamed[a] the parched land(C)
    in desolate wastelands(D) at night.(E)
In the brush they gathered salt herbs,(F)
    and their food[b] was the root of the broom bush.(G)
They were banished from human society,
    shouted at as if they were thieves.
They were forced to live in the dry stream beds,
    among the rocks and in holes in the ground.(H)
They brayed(I) among the bushes(J)
    and huddled in the undergrowth.
A base and nameless brood,(K)
    they were driven out of the land.(L)

“And now those young men mock me(M) in song;(N)
    I have become a byword(O) among them.
10 They detest me(P) and keep their distance;
    they do not hesitate to spit in my face.(Q)
11 Now that God has unstrung my bow(R) and afflicted me,(S)
    they throw off restraint(T) in my presence.
12 On my right(U) the tribe[c] attacks;
    they lay snares(V) for my feet,(W)
    they build their siege ramps against me.(X)
13 They break up my road;(Y)
    they succeed in destroying me.(Z)
    ‘No one can help him,’ they say.
14 They advance as through a gaping breach;(AA)
    amid the ruins they come rolling in.
15 Terrors(AB) overwhelm me;(AC)
    my dignity is driven away as by the wind,
    my safety vanishes like a cloud.(AD)

16 “And now my life ebbs away;(AE)
    days of suffering grip me.(AF)
17 Night pierces my bones;
    my gnawing pains never rest.(AG)
18 In his great power(AH) God becomes like clothing to me[d];
    he binds me like the neck of my garment.
19 He throws me into the mud,(AI)
    and I am reduced to dust and ashes.(AJ)

20 “I cry out to you,(AK) God, but you do not answer;(AL)
    I stand up, but you merely look at me.
21 You turn on me ruthlessly;(AM)
    with the might of your hand(AN) you attack me.(AO)
22 You snatch me up and drive me before the wind;(AP)
    you toss me about in the storm.(AQ)
23 I know you will bring me down to death,(AR)
    to the place appointed for all the living.(AS)

24 “Surely no one lays a hand on a broken man(AT)
    when he cries for help in his distress.(AU)
25 Have I not wept for those in trouble?(AV)
    Has not my soul grieved for the poor?(AW)
26 Yet when I hoped for good, evil came;
    when I looked for light, then came darkness.(AX)
27 The churning inside me never stops;(AY)
    days of suffering confront me.(AZ)
28 I go about blackened,(BA) but not by the sun;
    I stand up in the assembly and cry for help.(BB)
29 I have become a brother of jackals,(BC)
    a companion of owls.(BD)
30 My skin grows black(BE) and peels;(BF)
    my body burns with fever.(BG)
31 My lyre is tuned to mourning,(BH)
    and my pipe(BI) to the sound of wailing.

Footnotes

  1. Job 30:3 Or gnawed
  2. Job 30:4 Or fuel
  3. Job 30:12 The meaning of the Hebrew for this word is uncertain.
  4. Job 30:18 Hebrew; Septuagint power he grasps my clothing