30 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. ² Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, ³ tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark ⁴ og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. ⁵ Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. ⁶ De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. ⁷ De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, ⁸ en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. ⁹ Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; ¹⁰ de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. ¹¹ Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. ¹² Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig ¹³ min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; ¹⁴ de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, ¹⁵ Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. ¹⁶ Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: ¹⁷ Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. ¹⁸ Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. ¹⁹ Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. ²⁰ Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; ²¹ grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. ²² Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; ²³ thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. ²⁴ Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? ²⁵ Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? ²⁶ Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; ²⁷ ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; ²⁸ trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; ²⁹ Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. ³⁰ Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; ³¹ min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!