Add parallel Print Page Options

Job ønsker, han aldrig var blevet født

1-2 Til sidst brød Job tavsheden:

„Forbandet være den nat, jeg blev født,
    det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
Lad den nat forblive i det skjulte,
    blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
    ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
    og skyerne dække den.
Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
    ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
    lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
Lad den blive til trøstesløs tomhed,
    en nat, hvor ingen glæder sig.
Lad troldmændene forbande den,
    de, som tør vække Livjatan.[a]
Lad dens morgenstjerne formørkes,
    lad den forgæves vente på daggry,
        lad den aldrig få morgenrøden at se.
10 For den hindrede ikke min fødsel,
    skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11 Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
    eller udåndede, så snart jeg var født?
12 Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
    Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13 Jeg ville hellere have været død,
    så jeg kunne sove i fred i min grav,
14 blandt konger og jordens herskere,
    der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15 blandt fyrster, der var rige på guld
    og fyldte deres huse med sølv.
16 Var jeg dog bare et dødfødt barn,
    som aldrig havde set dagens lys.
17 I døden bliver de gudløse stille,
    dér kan de trætte hvile ud.
18 Dér har selv fangerne fred,
    hører ikke længere vagternes råben.
19 Dér deler de fattige skæbne med de rige,
    slaven er sin herres lige.

20 Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
    der lever i smerte og elendighed?
21 De søger uden held efter døden,
    som var den en sjælden skat.
22 De råber højt af glæde,
    når de endelig når deres grav.
23 Hvorfor lader Gud mig leve,
    når jeg er uden fremtid og håb?
24 Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
    kun jamren kommer over mine læber.
25 Det, jeg frygtede allermest, er sket,
    mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26 Jeg er rastløs og uden ro,
    dybt begravet i min smerte.”

Footnotes

  1. 3,8 Livjatan er enten en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre som billede på ondskaben.

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, og Job tog til Orde og sagde: Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, 10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? 12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? 13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred 14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, 15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. 16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! 17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, 18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; 19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, 21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, 22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav 23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? 24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. 25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. 26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

Job Speaks

After this, Job opened his mouth and cursed the day of his birth.(A) He said:

“May the day of my birth perish,
    and the night that said, ‘A boy is conceived!’(B)
That day—may it turn to darkness;
    may God above not care about it;
    may no light shine on it.
May gloom and utter darkness(C) claim it once more;
    may a cloud settle over it;
    may blackness overwhelm it.
That night—may thick darkness(D) seize it;
    may it not be included among the days of the year
    nor be entered in any of the months.
May that night be barren;
    may no shout of joy(E) be heard in it.
May those who curse days[a] curse that day,(F)
    those who are ready to rouse Leviathan.(G)
May its morning stars become dark;
    may it wait for daylight in vain
    and not see the first rays of dawn,(H)
10 for it did not shut the doors of the womb on me
    to hide trouble from my eyes.

11 “Why did I not perish at birth,
    and die as I came from the womb?(I)
12 Why were there knees to receive me(J)
    and breasts that I might be nursed?
13 For now I would be lying down(K) in peace;
    I would be asleep and at rest(L)
14 with kings and rulers of the earth,(M)
    who built for themselves places now lying in ruins,(N)
15 with princes(O) who had gold,
    who filled their houses with silver.(P)
16 Or why was I not hidden away in the ground like a stillborn child,(Q)
    like an infant who never saw the light of day?(R)
17 There the wicked cease from turmoil,(S)
    and there the weary are at rest.(T)
18 Captives(U) also enjoy their ease;
    they no longer hear the slave driver’s(V) shout.(W)
19 The small and the great are there,(X)
    and the slaves are freed from their owners.

20 “Why is light given to those in misery,
    and life to the bitter of soul,(Y)
21 to those who long for death that does not come,(Z)
    who search for it more than for hidden treasure,(AA)
22 who are filled with gladness
    and rejoice when they reach the grave?(AB)
23 Why is life given to a man
    whose way is hidden,(AC)
    whom God has hedged in?(AD)
24 For sighing(AE) has become my daily food;(AF)
    my groans(AG) pour out like water.(AH)
25 What I feared has come upon me;
    what I dreaded(AI) has happened to me.(AJ)
26 I have no peace,(AK) no quietness;
    I have no rest,(AL) but only turmoil.”(AM)

Footnotes

  1. Job 3:8 Or curse the sea