² „Hvor har du været til megen hjælp,
    trøstet og støttet mig arme stakkel!
³ Du har virkelig åbenbaret din store visdom
    og forklaret det hele for den tåbe, jeg er!
⁴ Hvordan har du fået din vældige visdom?
    Hvorfra kommer alle de kloge ord?

⁵ De dødes ånder skælver af frygt
    i deres opholdssted under havet.
⁶ Dødsriget ligger åbent for Gud,
    intet dernede er skjult for ham.

⁷ Gud udspændte himmelbuen over horisonten,
    hængte jordkloden op i det tomme rum.
⁸ Vandet binder han i de mørke skyer,
    de bryder ikke sammen under vægten.
⁹ Han skjuler fuldmånen bag sine skyer,
    breder et slør ud over den.
¹⁰ Han markerer horisonten, hvor havet ender,
    og stedet, hvor dagen bryder frem af natten.
¹¹ Himlens søjler ryster og bæver,
    de vakler, når han viser sin vrede.
¹² Med sin magt bragte han havet til ro,
    da han i sin visdom knuste Rahab.^[a]
13 Ved et pust fra ham klarede himlen op,
    han gennemborede den flygtende slange.
¹⁴ Det er kun små eksempler på hans styrke,
    et svagt ekko af hans almagt,
        for hvem kan fatte hans fulde styrke?”