Add parallel Print Page Options

11 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!

Zofars første tale til Job

11 Så var det Zofars tur til at gå i rette med Job:

„Hold lige en pause, jeg har en kommentar.
    Du snakker og snakker, men nu skal du få svar!
Vi kan ikke bare sidde og høre på den slags.
    Når du håner Gud, må vi sætte dig på plads.
Du hævder, at din adfærd er fejlfri,
    at du i Guds øjne er helt uden skyld.
Om Gud dog bare ville åbne sin mund,
    give dig ren besked og sige, hvad han mener.
Hvis han åbner for sin visdoms gemmer,
    vil du indse, hvor lidt du egentlig har forstået,
    for han straffer dig mindre, end du faktisk fortjener.
Forstår du Guds skjulte tanker og planer?
    Kender du omfanget af hans guddommelige magt?
Den når højere op end himlen og dybere ned end dødsriget.
    Sammenlignet med ham har du hverken visdom eller magt.
Hans visdom går ud over jordens grænser,
    er mere vidtstrakt end havets horisonter.

10 Når Gud nu har afsagt sin dom over dig,
    er der så nogen, der kan standse straffen?
11 Han gennemskuer menneskers bedrag
    og lægger mærke til alle deres synder.
12 Det er sværere for en tåbe at blive vis
    end for et vildæsel at føde et menneske.

13 Gid du ville vende dig fra din synd
    og trygle din Gud om nåde.
14 Tag afstand fra alle dine synder,
    luk hjertets dør for al ondskab.
15 Så kan du løfte hovedet frit igen
    og leve i sikkerhed uden at frygte.
16 Så kan du glemme dine tidligere trængsler,
    som flodvand, der for længst er flydt videre.
17 Dit ansigt vil stråle som middagssolen,
    dit tungsind forsvinde som morgentågen.
18 Du får nyt mod og fornyet håb,
    du får lov til at leve i fred og sikkerhed.
19 Du kan lægge dig trygt til hvile.
    Mange vil komme til dig for at få hjælp.

20 Men for de gudløse er der intet håb.
    De har ingen steder at søge tilflugt
        og kan kun se frem til at dø.”