Add parallel Print Page Options

Indledende hilsen

Kære ledere og medhjælpere i menigheden og alle i Filippi, som hører Jesus Kristus til. Dette brev er fra Paulus og Timoteus, Jesu Kristi tjenere. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

Taksigelse og bøn for filipperne

3-4 Hver gang jeg tænker på jer, fyldes mit hjerte med glæde, og når jeg beder for jer, gør jeg det med tak til Gud. I har jo været med til at sprede det glædelige budskab om Kristus lige fra det øjeblik, I tog imod det, og I gør det stadig. Det var Gud, som begyndte sit gode værk i jer, og jeg er overbevist om, at han også vil fuldføre det. Han vil fortsat arbejde med jer indtil den dag, hvor Jesus Kristus kommer igen.

Det er kun naturligt, at jeg tænker sådan om jer, for I har vist stor hengivenhed over for mig.[a] Og I har stået sammen med mig, både når jeg har været i fængsel, og når jeg har forsvaret og begrundet det glædelige budskab om nåden. Gud ved, hvor meget jeg længes efter jer alle, og hvor højt jeg elsker jer med Jesu Kristi kærlighed.

Jeg beder om, at jeres kærlighed må blive ved med at vokse, og at I må få stadig større åndelig forståelse og dømmekraft, 10 så I kan skønne, hvad der er det væsentlige og træffe de rigtige valg. Jeg beder om, at I på dommens dag må kunne stå med en ren og uplettet samvittighed 11 og med rige resultater af de gode gerninger, som Kristus har udført gennem jer til ære og pris for Gud.

Paulus’ fangenskab standser ikke forkyndelsen af Kristus

12 Jeg er glad for at kunne fortælle jer, kære venner, at det, der er sket med mig, faktisk har bevirket, at budskabet om Kristus er nået endnu længere ud. 13 Alle her omkring—og det gælder også soldaterne i garnisonen—er klar over, at jeg sidder i fængsel, fordi jeg tjener Kristus. 14 Desuden har mit fangenskab givet mange af de kristne her større tillid til Gud, så de nu frimodigt forkynder Guds ord uden frygt.

15 Selvom der er nogle, der taler om Kristus, fordi de er misundelige på mig og gerne vil skabe vanskeligheder for mig, er der andre, der har gode motiver. 16 De sidstnævnte forkynder Ordet af kærlighed, og de ved, at jeg er her, fordi Herren har givet mig den opgave at forsvare budskabet om Jesus. 17 De første derimod har ikke rene motiver, men taler om Kristus med baggrund i rivalisering og ønsker dermed at give mig endnu flere problemer her i fængslet. 18-19 Men hvilket motiv de end har, så bliver det gode budskab om Kristus altså fortalt—og det vil jeg glæde mig over.

Jeg glæder mig også over, at I beder for mig, for jeg er sikker på, at ved jeres bøn og ved den hjælp, Jesu Kristi Ånd giver mig, vil jeg komme sejrrig igennem denne prøvelse. 20 Det er mit håb og min faste overbevisning, at jeg ikke på nogen måde skal komme til at svigte Kristus, men at han nu som altid må blive æret ved, at jeg frimodigt forkynder det budskab, han har givet mig. Hvad enten jeg skal dø i tjenesten for ham, eller jeg får lov at leve, vil jeg altid ære ham. 21 Så længe jeg lever, lever jeg for Kristus. Og når jeg dør, bliver det endnu bedre. 22 Men siden der er gode resultater af mit arbejde her på jorden, ved jeg snart ikke, hvad jeg helst vil. 23 På en måde foretrækker jeg at dø og derefter være sammen med Kristus, for det ville være herligt. 24 Men så længe der endnu er brug for mig på jorden, er jeg parat til at blive. 25 Derfor tror jeg også, at jeg skal blive her endnu en tid til glæde for jer og for at hjælpe jer til at vokse i troen. 26 Når jeg så besøger jer en gang til, får I endnu mere grund til at lovprise Jesus Kristus for, hvad han udretter gennem min tjeneste.

Kæmp for troens sag

27 Men hvad der end sker, så skal I leve på en sådan måde, at I ærer Kristus ved det. Hvad enten jeg kommer og besøger jer, eller jeg må nøjes med at høre om jer, forventer jeg, at I står side om side i samme ånd og kæmper for troens sag. 28 I skal ikke være bange for, hvad jeres modstandere kan finde på at gøre. For dem er jeres tro jo et klart fingerpeg om, at de går fortabt, men at I vil få det evige liv. Det er alt sammen med i Guds plan. 29 Af Guds nåde har I ikke alene fået lov at tro på Kristus, men I har også fået lov at lide for ham, 30 mens I fortsat kæmper den samme kamp, som I engang så mig stå i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.

Footnotes

  1. 1,7 Teksten kan enten forstås som: „jeg er hengiven over for jer” eller „I er hengivne over for mig”.

Paulus og Timotheus, Kristi Jesu Tjener, til alle de hellige i Kristus Jesus, som ere i Filippi, med Tilsynsmænd og Menighedstjenere. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

Jeg takker min Gud, så ofte jeg kommer eder i Hu, idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde, for eders Deltagelse i Evangeliet fra den første Dag indtil nu; forvisset om dette, at han, som begyndte en god Gerning i eder, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag, således som det jo er ret for mig at mene dette om eder alle, efterdi jeg har eder i Hjertet både under mine Lænker og under Evangeliets Forsvar og Stadfæstelse, fælles som I jo alle ere med mig om Nåden. Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle med Kristi Jesu inderlige Kærlighed. Og derom beder jeg, at eders Kærlighed fremdeles må blive mere og mere rig på Erkendelse og al Skønsomhed, 10 så I kunne værdsætte de forskellige Ting, for at I må være rene og uden Anstød til Kristi Dag, 11 fyldte med Retfærdigheds Frugt, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Pris.

12 Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at mine Forhold snarere have tjent til Evangeliets Fremme, 13 så at det er blevet åbenbart for hele Livvagten og for alle de øvrige, at mine Lænker bæres for Kristi Skyld, 14 og de fleste af Brødrene fik i Tillid til Herren ved mine Lænker end mere Dristighed til at tale Guds Ord uden Frygt. 15 Nogle prædike vel også Kristus for Avinds og Kivs Skyld, men nogle også i en god Mening. 16 Disse gøre det af Kærlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangeliet; 17 men hine forkynde Kristus af Egennytte, ikke ærligt, men i den Tanke at føje Trængsel til mine Lænker. 18 Hvad så? Kristus forkyndes dog på enhver Måde, være sig på Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, og jeg vil også fremdeles glæde mig. 19 Thi jeg ved, at dette skal blive mig til Frelse ved eders Bøn og Jesu Kristi Ånds Hjælp, 20 efter min Længsel og mit Håb, at jeg i intet skal blive til Skamme, men at Kristus skal med al Frimodighed, som altid, så også nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død. 21 Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding. 22 Men dersom dette at leve i Kødet skaffer mig Frugt af min Gerning, så ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge; 23 men jeg står tvivlrådig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var såre meget bedre; 24 men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld. 25 Og i Forvisning herom ved jeg, at jeg skal blive i Live og forblive hos eder alle til eders Fremgang og Glæde i Troen, 26 for at eders Ros ved mig kan blive rig i Kristus Jesus, ved at jeg atter kommer til Stede iblandt eder.

27 Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om eder, at I stå faste i een Ånd, så at I med een Sjæl stride tilsammen for Troen på Evangeliet 28 og ikke lade eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne; thi dette er for dem et Tegn på Undergang, men for eder på Frelse, og det fra Gud. 29 Thi eder er det forundt for Kristi Skyld - ikke alene at tro på ham, men også at lide for hans Skyld, 30 idet I have den samme Kamp, som I have set på mig og nu høre om mig.