14 Thi Herren forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel. Han lader dem fæste Bo i deres eget Land, og fremmede skal slutte sig til dem og føjes til Jakobs Hus. ² Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels Hus skal i Herrens Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og Trælkvinder; de skal gøre dem til Fanger, hvis Fanger de var, og herske over deres Bødler. ³ På den Dag Herren giver dig Hvile for din Møje og Uro og for den hårde Trældom, der lagdes på dig,

⁴ skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge: Hvor er dog Bødlen stille, Tvangshuset tyst! ⁵ Herren har brudt de gudløses Stok, Herskernes Kæp, ⁶ som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk med skånselsløs Tvang. ⁷ Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel; ⁸ selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons Cedre: "Siden dit Fald kommer ingen op for at fælde os!" ⁹ Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i Møde, vækker for din Skyld Dødninger, al Jordens store, jager alle Folkenes Konger op fra Tronen; ¹⁰ de tager alle til Orde og siger til dig: "Også du blev kraftløs som vi, du blev vor Lige!" ¹¹ Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme. ¹² Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet og kastet til Jorden, du Folkebetvinger! ¹³ Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i yderste Nord, ¹⁴ stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig" - ¹⁵ ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen! ¹⁶ Ser man dig, stirrer man på dig med undrende Blikke: "Er det ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve, ¹⁷ ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede Byer, ikke gav Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?" ¹⁸ Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit Hus, ¹⁹ men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et nedtrådt Ådsel. ²⁰ I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes. ²¹ Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder. ²² Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers Herre, og udrydder af Babel Navn og Rest, Skud og Spire, lyder det fra Herren; ²³ jeg gør det til Rørdrummers Eje og til side Sumpe; jeg fejer det bort med Undergangens Kost, lyder det fra Hærskarers Herre.

²⁴ Hærskarers Herre har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast: ²⁵ Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på mine Bjerge, hans Åg skal vige fra dem, hans Byrde skal vige fra dets Skuldre. ²⁶ Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd, som er udrakt mod alle Folk. ²⁷ Thi Hærskarers Herres Råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte Hånd, hvo tvinger vel den tilbage? ²⁸ I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn: ²⁹ Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en flyvende Drage. ³⁰ På min Vang skal de ringe græsse de fattige lejre sig trygt; men jeg dræber dit Afkom ved Sult; hvad der levnes, slår jeg ihjel. ³¹ Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland! Thi nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren nøler ingen. ³² Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At Herren har grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der.