Add parallel Print Page Options

33 Før sin død velsignede profeten Moses israelitterne med følgende ord:

Fra Sinai førte Herren os fremad,
    i Seir så vi hans herlighed,
        på Parans bjerge hans stråleglans.
Hans hellige titusinder fulgte ham,
    da han kom sydfra til Moabs skråninger.[a]
Herren elsker sit folk,
    han holder hånden over sine hellige,
de, som følger i hans fodspor
    og adlyder alle hans bud,
alle de love, som jeg pålagde folket,
    og som Jakobs slægt fik i eje.
Herren blev Israels hersker,
    dengang folkets ledere samledes,
        og alle stammer gav deres ja.

Herre, lad Ruben leve og ikke uddø,
    selvom hans stammetal er lille.[b]

Herre, hjælp Juda imod hans fjender.
    Vær du den, som forsvarer ham.
Bring ham hjem fra krigen i god behold.
    Hør, han råber til dig om hjælp.

Herre, åbenbar ved Urim og Tummim
    din vilje for Levi, din trofaste tjener,
som du satte på prøve ved Massa,
    og irettesatte ved Meribas vande.
Han var mere loyal over for dig
    end over for sin egen familie.
Han adlød dine befalinger,
    var trofast imod din pagt.
10 Han skal lære Israels folk dine bud,
    Jakobs børn dine love.
Han skal ofre dig duftende røgelse,
    bringe brændofre op på dit alter.
11 Herre, velsign ham med styrke,
    må hans tjeneste være til glæde for dig.
Knus hans fjender, som hader ham,
    så de aldrig rejser sig imod ham igen.

12 Benjamin er Herrens yndling,
    han kan trygt hvile sig.
Han beskyttes dagen lang,
    han omsluttes af Herrens arme.

13 Herren velsigne Josefs land,
    med himlens regn og jordens kilder.
14 med solmoden frugt og rigelig afgrøde,
15     med det bedste fra de ældgamle bjerge,
    med en herlig høst fra de evige høje,
16 med alt det bedste, som jorden rummer,
    med nåde fra ham, som talte til mig ved tornebusken.
Velsignet er Josef som leder blandt sit folk,
    som fyrste over sine brødre.
17 Han er stærk som tyren,
    har horn som vildoksen.
Han gennemborer fjenderne,
    jager dem på flugt til jordens ender.
Efraims mægtige hær er hans styrke,
    Manasses talstærke folk kæmper tappert.

18 Zebulon bliver velsignet på sine handelsrejser.
    Issakars telte vil bugne af gods og guld.
19 De vil samle folkene på bjerget
    og i fællesskab bringe ofre til Herren.
De bringer havets rigdomme i hus
    og graver skatte op af sandet.

20 Tak, Herre, at du giver god plads til Gads stamme.
Som løven ligger Gad på lur,
    parat til at rive fjendens hoved eller arm af.
21 Han valgte den bedste del af landet,
    et område, der passer sig for en leder.
Når Israels ledere er samlet,
    er Gad parat til at handle på Herrens bud.

22 Dan er som en løveunge,
    der springer frem fra Bashan.

23 Naftali er mæt af velsignelse
    og fyldt med Herrens nåde.
        Han får søen og solsiden[c] i eje.

24 Asher er en særlig velsignet søn,
    en yndling blandt sine brødre,
        hans land vil blive fyldt med oliven.
25 Hans byer har porte af jern og bronze,
    hans styrke vil vare, så længe han lever.

26 Der er ingen som Israels Gud.
    Han farer frem over himlen for at hjælpe,
        han rider på skyerne som en konge.
27 Den evige Gud er din tilflugt,
    hans evige arme holder dig oppe.
Han jager fjenden på flugt foran dig
    og befaler dig at udslette ham.
28 Israel skal bo i tryghed,
    Jakobs børn får egen bolig
i et land fyldt med korn og vin,
    hvor himlen drypper af væde.
29 Israel, hvor er du velsignet,
    et folk, der befries af Herren selv.
Han er dit skjold og din redning,
    han er dit sejrende sværd.
Dine fjender bøjer sig i støvet for dig,
    men du udsletter dem.[d]

Footnotes

  1. 33,2 Teksten er vanskelig at tyde og oversættelsen usikker.
  2. 33,6 Teksten uklar.
  3. 33,23 Betydningen usikker. Søen henviser til Galilæasøen, idet Naftalis område blev nord for og ned til denne sø. Solsiden kan også betyde sydsiden.
  4. 33,29 Septuaginta siger: „træde på nakken af dem”, hvilket er symbol på total sejr over og ydmygelse af fjenden. Den masoretiske tekst siger: „du vil træde deres høje ned.” Dette henviser enten til de befæstede byer, bygget på højene, eller på afgudsbilleder, der også var anbragt på bakker og høje.