Add parallel Print Page Options

Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig til Herre over Folk, der er større og mægtigere end du selv, over store Byer med himmelhøje Fæstningsværker; over et stort Folk, høje som Kæmper, Anakiternes Efterkommere, som du selv kender, og om hvem du selv har hørt sige: Hvem kan holde Stand mod Anakiterne!" Så skal du nu vide, at det er Herren din Gud, der går foran dig som en fortærende Ild; han vil ødelægge dem, og han vil underku dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i Hast, således som Herren har sagt dig. Når Herren din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For min Retfærdigheds Skyld lod Herren mig komme ind og tage dette Land i Besiddelse!" Thi det er for disse Folks Ugudeligheds Skyld, at Herren driver dem bort foran dig! Det er ikke for din Retfærdigheds eller dit ædle Hjertes Skyld, du kommer ind og tager deres Land i Besiddelse, nej, det er på Grund af disse Folks Ondskab, at Herren driver dem bort foran dig, og fordi han vil opfylde det Ord, han tilsvor dine Fædre,.Abraham, Isak og Jakob. Så vid da, at det ikke er for din Retfærdigheds Skyld, at Herren din Gud giver dig dette herlige Land i Eje; thi du er et Folk med hårde Halse!

Kom i Hu, glem ikke, hvorledes du fortørnede Herren din Gud i Ørkenen! Lige fra den Dag I drog ud af Ægypten, og til I kom til Stedet her, har I været genstridige mod Herren. Ved Horeb fortørnede I Herren, og Herren blev vred på eder, så han vilde ødelægge eder. Da jeg var steget op på Bjerget for at modtage Stentavlerne, den Pagts Tavler, som Herren havde sluttet med eder, opholdt jeg mig på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke, 10 og Herren gav mig de to Stentavler, beskrevne med Guds Finger; og på dem stod alle de Ord, Herren havde talt til eder på Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet. 11 Da de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter var omme, gav Herren mig de to Stentavler, Pagtens Tavler. 12 Og Herren sagde til mig: "Stå op og skynd dig ned herfra, thi det Folk, du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt er de veget fra den Vej, jeg foreskrev dem: de har lavet sig et støbt Billede!" 13 Og Herren sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er et Folk med hårde Halse; 14 lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og større end det!" 15 Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue; 16 og jeg så, og se, I havde syndet mod Herren eders Gud, I havde lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej, Herren havde foreskrevet eder. 17 Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og knuste dem for eders Øjne. 18 Og derpå faldt jeg ned for Herrens Åsyn fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, så I fortørnede ham. 19 Thi jeg frygtede for, at Herren skulde tilintetgøre eder i den Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og Herren bønhørte mig også den Gang! 20 Også på Aron blev Herren vred, så han vilde tilintetgøre ham; men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron. 21 Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i Bækken, som løber ned ad Bjerget.

22 Også i Tabera, Massa og Hibrot Hattåva fortørnede I Herren. 23 Og da Herren lod eder rejse fra Kadesj Barnea og bød eder drage op og tage det Land i Besiddelse, som han vilde give eder, trodsede I Herren eders Guds Befaling, og I troede ikke på ham og adlød ham ikke. 24 I har været genstridige mod Herren, så længe jeg har kendt eder.

25 Så faldt jeg ned for Herrens Åsyn i de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, fordi Herren havde sagt, at han vilde tilintetgøre eder, 26 og jeg bad til Herren og sagde: "Herre, Herre, ødelæg ikke dit Folk og din Ejendom, som du udløste ved din store Magt og førte ud af Ægypten med stærk Hånd! 27 Kom dine Tjenere i Hu, Abraham, Isak og Jakob; giv ikke Agt på dette Folks Halsstarrighed, på dets Ugudelighed og på dets Synd, 28 for at man ikke skal sige i det Land, du førte os ud fra: Fordi Herren ikke evnede at føre dem til det Land, han havde lovet dem, og fordi han hadede dem, derfor førte han dem ud for at lade dem omkomme i Ørkenen! 29 De er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud ved din store Kraft og din udstrakte Arm!"

Kana’anæernes ondskab

Hør efter, Israels folk! Nu er det tid at gå over Jordanfloden og erobre landet fra folkeslagene på den anden side. De er større og stærkere end jer og bor i byer med himmelhøje mure. Blandt dem bor de frygtede anakitter, kæmper, som siges at være uovervindelige. Men Herren, jeres Gud, vil gå foran jer som en fortærende ild, der ødelægger alt på sin vej, og I vil hurtigt besejre dem og udrydde dem, sådan som Herren har lovet.

4-5 Når Herren rydder dem bort foran jer og giver jer landet i besiddelse, må I ikke sige: ‚Herren hjalp os, fordi vi fortjente det!’ Nej, det er ikke jer, der fortjener hans hjælp, men dem, der fortjener hans straf. Han driver dem ud af landet på grund af deres ondskab og for at opfylde sit løfte til jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob. Jeg kan forsikre jer om, at Herren ikke giver jer det dejlige land, fordi I har gjort jer fortjent til det. I er nemlig et stædigt og oprørsk folk!

Påmindelse om Israels folks genstridighed

Glem aldrig, hvordan folket gang på gang fremkaldte Herrens vrede i ørkenen, lige fra den dag, de forlod Egypten, og til nu. Hele vejen har de været stride imod ham.

Husk på, hvor vred de gjorde ham ved Horebs bjerg, så vred, at han faktisk havde besluttet at udrydde hele folket. 9-11 Det var dengang jeg opholdt mig på bjerget i 40 dage[a] uden at spise eller drikke, mens jeg ventede på, at Herren skulle give mig stentavlerne med pagtens betingelser, som de allerede havde hørt ham erklære fra ilden på bjerget. 12 Han befalede mig imidlertid at skynde mig ned ad bjerget, fordi folket, jeg havde ført ud af Egypten, havde syndet ved at tage afstand fra ham og støbe et afgudsbillede i stedet.

13-14 ‚Lad mig få lov til at udrydde dette oprørske folk fra jordens overflade!’ sagde Herren til mig. ‚Derefter vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et mægtigt folk, større og stærkere end dem.’

15 Jeg gik så ned fra det flammende bjerg. I hænderne havde jeg de to stentavler. 16 Da jeg ved bjergets fod fik øje på den tyrekalv, de havde fremstillet, blev jeg så rasende over, at de så hurtigt havde forladt Herrens vej, 17 at jeg løftede stentavlerne i vejret og kastede dem til jorden, så de splintredes for øjnene af folket. 18 Derefter lå jeg for Herrens ansigt endnu 40 dage uden at spise eller drikke. Jeg sørgede over deres utrolige ondskab, som endnu en gang havde fremkaldt hans vrede. 19 Jeg rystede af angst for, at Herren ville gøre alvor af sin trussel og udslette sit folk, men også denne gang hørte han min bøn. 20 Selv Aron, der havde svigtet sit ansvar, blev ramt af Herrens vrede, men han blev skånet ved, at jeg gik i forbøn for ham. 21 Den forfærdelige tyrekalv, folket havde fremstillet, brændte jeg i ilden, hvorefter jeg knuste resterne til fint støv og smed støvet i bækken, der flød ned ad bjerget.

22 Senere ved Tabera og Massa provokerede folket Herren igen, og endnu en gang ved ‚De Grådiges Grav’. 23 Da vi nåede til Kadesh-Barnea, og Herren opfordrede dem til at gå ind i det land, han havde lovet dem, nægtede de at adlyde ham, fordi de ikke havde tillid til, at han ville hjælpe dem. 24 Folket har været i oprør imod Herren, lige så længe jeg kan huske.

25 Da jeg lå for Herrens ansigt i 40 dage og bad for dem, var det, fordi Herren havde sagt, at han ville udrydde sit folk. 26 Derfor gik jeg i forbøn for dem med følgende ord: ‚Min Herre og Gud, udslet ikke dit ejendomsfolk, som du med magt og vælde befriede fra slaveriet i Egypten. 27 Husk på dine løfter til dine tjenere Abraham, Isak og Jakob og se i nåde til det her oprørske folk med dets synd og ulydighed. 28 Hvis du udrydder dem, vil egypterne jo påstå, at du ikke var i stand til at gennemføre din plan om at føre dem til det land, du havde lovet dem, eller de vil sige, at du er en ond Gud, der af had til dit folk lagde en fælde for dem i ørkenen. 29 Vis dog, at de er dit ejendomsfolk, og at det ikke var forgæves, at du med magt og vælde førte dem ud af Egypten.’

Footnotes

  1. 9,9-11 På hebraisk 40 dage og 40 nætter, hvilket svarer til 40 dage og 39 nætter eller 39 døgn på dansk.