Add parallel Print Page Options

29 Det er den Pagts Ord, som Herren bød Moses at slutte med Israelitterne i Moabs Land foruden den Pagt, han havde sluttet med dem ved Horeb.

Og Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: I har set alt, hvad Herren i Ægypten for eders Øjne gjorde ved Farao og alle hans Tjenere og hele hans Land, de store Prøvelser, I så med egne Øjne, disse store Tegn og Undere. Men hidindtil har Herren ikke givet eder Hjerte til at forstå med eller Øjne til at se med eller Ører til at høre med. I fyrretyve År har jeg ført eder om i Ørkenen; eders Klæder blev ikke slidt af Kroppen på eder, og dine Sko blev ikke slidt af Fødderne på dig; Brød fik I ikke at spise, og Vin og stærk Drik fik I ikke at drikke, for at I skulde kende, at jeg er Herren eders Gud. Og da I kom til Stedet her, drog Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan ud til Kamp imod os, men vi slog dem og erobrede deres Land og gav Rubeniterne og Gaditerne og Manasses halve Stamme det til Arvelod.

Tag derfor Vare på denne Pagts Ord og gør efter dem, for at I kan få Lykke til al eders Gerning. 10 I står i Dag alle for Herren eders Guds Åsyn, eders Stammeoverhoveder, Dommere, Ældste og Tilsynsmænd, hver Mand i Israel, 11 eders Småbørn og Hustruer og de fremmede, der opholder sig i din Lejr, både dine Brændehuggere og Vandbærere, 12 for at indtræde i Herren din Guds Pagt og det Edsforbund, Herren din Gud.i Dag slutter med dig, 13 for at han i dag kan gøre dig til sit Folk, så han bliver din Gud, som han lovede dig og tilsvor dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob. 14 Og ikke med eder alene slutter jeg denne Pagt og dette Edsforbund, 15 men både med dem, der i Dag står her hos os for Herren vor Guds Åsyn, og med dem, der i Dag ikke er til Stede hos os her.

16 Thi I ved jo selv, at vi boede i Ægypten, og at vi drog igennem de forskellige Folkeslags Lande, 17 og I så deres væmmelige Guder og de Afgudsbilleder af Træ og Sten, af Sølv og Guld, som de har. 18 Så lad der da ikke iblandt eder findes nogen Mand eller Kvinde, Slægt eller Stamme, hvis Hjerte i Dag vender sig bort fra Herren vor Gud, så de går hen og dyrker disse Folks Guder; lad der ikke iblandt eder nådes nogen Rod, hvoraf Gift og Malurt vokser op, 19 så at han, når han hører dette Edsforbunds Ord, i sit Hjerte lover sig selv alt godt og tænker: "Det skal nok gå mig vel, selv om jeg vandrer med genstridigt Hjerte!" Thi så vil han ødelægge både frodigt og tørt. 20 Herren vil ikke tilgive den Mand, nej, hans Vrede og Nidkærhed skal blusse op mod sådan en Mand, og al den Forbandelse, der er optegnet i denne Bog, vil lægge sig på ham, og Herren vil udslette hans Navn under Himmelen! 21 Herren vil udskille ham af alle Israels Stammer og bringe Ulykke over ham i Overensstemmelse med alle de Pagtens Forbandelser, som er skrevet i denne Lovbog. 22 Og når den kommende Slægt, eders Børn, der kommer efter eder. og de fremmede, der kommer langvejsfra, ser de Plager, der har ramt dette Land, og de Sygdomme, Herren har hjemsøgt det med, 23 Svovl og Salt, hele Landet afsvedet, så det ikke kan tilsåes og ingen Afgrøde give, og ingen Urter kan gro deri, som dengang Sodoma og Gomorra, Adma og Zebojim blev ødelagt, da Herren lod dem gå under i sin Vrede og Harme, da skal de spørge, 24 og alle Folkeslag skal spørge: "Hvorfor har Herren handlet således med dette Land? Hvorledes hænger det sammen med denne vældige Vredesglød?" 25 Så skal man svare: "Det er, fordi de sveg den Pagt, Herren, deres Fædres Gud, havde sluttet med dem, da han førte dem ud af Ægypten, 26 og gik hen og dyrkede fremmede Guder og tilbad dem, Guder, som de ikke før havde kendt til, og som han ikke havde tildelt dem; 27 derfor blussede Herrens Vrede op imod dette Land, så han lod al den Forbandelse, som er optegnet i denne Bog, komme over det, 28 og derfor oprykkede han dem fra deres Land i Vrede og Harme og heftig Forbitrelse og slængte dem ud i et fremmed Land, som det nu er sket."

29 De skjulte Ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore Børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne Lovs Ord!

Opfordring til lydighed mod pagten

29 1-2 Moses fortsatte med at tale til folket: „I har hørt om de vældige undere og frygtelige plager, som Herren sendte over egypterkongen, hans tjenere og hele hans folk. Men Herren har endnu ikke givet jer forstand til at fatte det, øjne til at se det eller ører til at høre det. I 40 år har han ført jer gennem ørkenen, uden at jeres tøj og sko blev slidt op. I fik hverken almindeligt brød eller vin og øl, men Herren sørgede for jeres behov for at lære jer at sætte jeres lid til ham som Herren, jeres Gud.

Da vi kom hertil, rykkede kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan ud imod os, men vi tilintetgjorde dem og overdrog deres land til Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme. Overhold derfor omhyggeligt pagtens betingelser, så I må få velsignelse og fremgang i alt, hvad I tager jer for. I dag står I for Herrens ansigt sammen med jeres stammeoverhoveder og ledere på alle niveauer, 10 jeres koner og børn og de fremmede, som hugger brænde og henter vand for jer. 11 I står her for under ed at skulle tilslutte jer den pagt, som Herren i dag vil indgå med jer. 12 Gør I det, skal I være hans folk, og han vil være jeres Gud, sådan som han også lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob. 13-14 Denne pagt gælder ikke kun jer, som står her i dag, men også de kommende generationer i Israel.

Advarsel imod ulydighed mod pagten

15 I husker, hvordan det var at bo i Egypten, og I husker, hvordan vi passerede gennem andre folkeslags territorier, 16 og med jeres egne øjne så I deres afskyelige afgudsbilleder af træ, sten, sølv og guld. 17 Der må ikke være nogen iblandt jer, mand eller kvinde, slægt eller stamme, der vender sig fra Herren for at dyrke den slags fremmede guder. Der må ikke være nogen bitter rod, som vokser op og spreder gift omkring sig. 18 Skulle der findes nogen, som har hørt denne pagts ord og alligevel tror, at der ikke sker dem noget, hvis de gør oprør imod deres Gud, så vil Guds straf ramme både dem og andre omkring dem. 19-20 Herren vil ikke tilgive sådanne mennesker, men straffe dem hårdt, for han vil ikke dele jeres hengivenhed med andre guder. Hans vrede vil blusse op imod dem, og han vil ramme dem med alle de forbandelser, som er nævnt i denne bog, indtil de er udryddet og deres slægtsnavn glemt.

21 Hvis I bryder pagten med Herren, vil jeres efterkommere og de fremmede, der kommer langvejsfra, se følgerne af den katastrofe og de sygdomme, som Herren vil ramme landet med. 22 De vil se øde, svovlholdige saltsletter, en gold og uopdyrket brandtomt uden vegetation overhovedet, når Herren i sin voldsomme vrede har gjort landet så øde som Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim.

23 ‚Hvad skyldes Herrens voldsomme vrede imod det land?’ vil man spørge. 24 Svaret lyder: ‚Landets indbyggere brød deres pagt med Herren, deres fædres Gud, efter at han havde ført dem ud af Egypten. 25 De dyrkede fremmede guder, som de aldrig før havde kendt, og som Herren havde forbudt dem at dyrke. 26 Derfor blussede Herrens vrede op imod dem, så han ramte dem med alle de plager, der er nævnt i denne bog. 27 I sin store vrede rykkede Herren dem op med rode og smed dem bort, bort til det land, hvor de nu bor.’

28 Der findes hemmeligheder, som Herren ikke har åbenbaret for os. Men hvad han har åbenbaret, de ord, som er nedskrevet i denne lov, har vi pligt til at adlyde, både vi og vores børn.