Add parallel Print Page Options

22 Hvis du opdager, at en ko, en ged eller et får er kommet på afveje, må du ikke lade, som om du ikke ser det. Det er dit ansvar at føre det bortkomne dyr tilbage til ejermanden. Hvis han ikke bor i nærheden, eller hvis du ikke ved, hvem han er, skal du føre dyret hjem til dig selv og passe på det, indtil ejeren går rundt og spørger efter det. Både for bortkomne dyr og tabte ting gælder samme regel, hvad enten det drejer sig om et æsel, en beklædningsgenstand eller andet: Du skal sørge for, at ejermanden får det tabte tilbage.

Hvis du ser en okse eller et æsel segne under sin byrde, skal du ikke se den anden vej men hjælpe ejermanden med at få dyret på benene.

En kvinde må ikke klæde sig som en mand, og en mand må ikke klæde sig som en kvinde. Den slags er afskyeligt i Herrens øjne.

Hvis du får øje på en fuglerede enten på jorden eller i et træ, og der er unger i reden, eller fuglen er ved at ruge æggene ud, må du ikke tage både fuglemor og ungerne. Du kan tage ungerne, men du skal lade moderen være, så det kan gå dig godt, og du kan nyde et langt liv.

Ethvert hus, du bygger, skal have rækværk rundt om husets flade tag. Ellers kunne nogen falde ned fra taget ved et uheld, og du ville være skyldig i manddrab.

Du må ikke så andre afgrøder inde imellem vinstokkene. Gør du det, har du ikke lov til at høste afgrøderne.

10 Du må ikke pløje med æsel og okse i samme åg.

11 Du må ikke væve uld og hør sammen til et klædningsstykke. 12 Du skal sy kvaster i alle fire hjørner af dit bedesjal.

13-14 Hvis en mand gifter sig med en pige og går i seng med hende, men bagefter ikke bryder sig om hende og derfor udbreder onde rygter om hende og siger: ‚Hun var ikke jomfru, da jeg giftede mig med hende!’ 15 skal pigens forældre som bevis på hendes uskyld bringe det blodplettede lagen for byens ledere i retten, 16 og pigens far skal afvise anklagen med ordene: ‚Jeg bortgiftede min datter til denne mand, men nu afviser han hende 17 ved at påstå, at hun havde mistet sin mødom, inden de giftede sig. Men her er beviset på hendes uskyld!’ Så skal forældrene brede det blodplettede lagen ud foran lederne, 18-19 og retten skal dømme manden til at betale en bøde på 100 sølvstykker til pigens far, fordi han førte falsk anklage imod en israelitisk jomfru. Derefter skal manden tage sin kone tilbage, og han må aldrig senere skille sig fra hende.

20 Men hvis pigen ikke var jomfru ved ægteskabets indgåelse, og manden har ret i sin anklage, 21 skal lederne føre pigen til hendes forældres hus, og uden for døren skal byens mænd stene hende til døde, fordi hun har gjort landet urent ved sin utugt, mens hun som ugift boede hos sine forældre. På den måde skal I udrydde det onde af jeres midte.

22 Hvis en mand har samleje med en gift kvinde, og de tages på fersk gerning, skal de begge henrettes. På den måde skal I udrydde det onde i Israel.

23-24 Hvis en mand forgriber sig på en forlovet pige, og det sker inde i byen, skal både manden og pigen føres uden for byporten og stenes til døde, pigen, fordi hun ikke skreg om hjælp, og manden, fordi han voldtog en andens forlovede. På den måde skal I udrydde det onde fra jeres midte. 25 Men hvis samme forbrydelse sker på et øde sted uden for byen, er det kun manden, som skal straffes med døden. 26 Pigen derimod skal frifindes. Hun blev offer for voldtægt og er lige så uskyldig som et mordoffer, 27 for ingen kunne høre hende, da hun skreg om hjælp.

28 Hvis en mand voldtager en pige, der ikke er forlovet, og det bliver opdaget, 29 skal han dømmes til at betale pigens far en bøde på 50 sølvstykker, hvorefter han skal gifte sig med pigen, og han må aldrig senere skille sig fra hende.

22 Når du ser din Broders Okse eller Får løbe løse om, må du ikke undlade at tage dig af dem, men du skal bringe dem tilbage til din Broder. Og hvis din Broder ikke bor i Nærheden af dig, eller du ikke ved, hvis byret er, skal du tage det ind i dit Hus, og det skal være hos dig, indtil din Broder spørger efter det; så skal du give ham det tilbage. På samme Måde skal du forholde dig med hans Æsel, med hans Klæder og med alt, hvad der bliver borte for din Broder, når du finder det. Du må ikke undlade at tage dig af det. Når du ser din Broders Okse eller Æsel styrte på Vejen, må du ikke undlade at tage dig af dem, men du skal hjælpe ham med at få dem op.

En kvinde må ikke bære Mandsdragt, og en Mand må ikke iføre sig Kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er Herren din Gud en Vederstyggelighed.

Når du på din Vej træffer på en Fuglerede i et Træ eller på Jorden med Unger eller Æg, og Moderen ligger på Ungerne eller Æggene, må du ikke tage Moderen sammen med Ungerne; Ungerne kan du tage, men Moderen skal du lade flyve, for at det må gå dig vel og du må få et langt Liv.

Når du bygger et nyt Hus, skal du sætte Rækværk om Taget, for at du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder ned derfra.

Dut må ikke så to Slags Sæd i din Vingård, ellers hjemfalder det hele til Helligdommen, både Sæden, du såede, og Udbyttet af Vingården. 10 Du må ikke pløje med en Okse og et Æsel sammen. 11 Du må ikke bære Tøj, som er vævet både af Uld og Hør.

12 Du skal sætte Kvaster i de fire Hjørner af din Kappe, som du hyller dig i.

13 Når en Mand efter at have ægtet en Kvinde og søgt Samkvem med hende får Uvilje imod hende 14 og siger hende skammelige Ting på og udspreder ondt Rygte om hende, idet han siger: "Jeg tog denne Kvinde til Ægte, men da jeg havde Samkvem med hende, fandt jeg ikke hos hende Tegnet på, at hun var Jomfru!" 15 så skal den unge Kvindes Forældre bringe Jomfrutegnet hen til Byens Ældste i Byporten; 16 og Pigens Fader skal sige til de Ældste: "Jeg gav denne Mand min Datter til Hustru, men han har fået Uvilje imod hende, 17 og nu siger han hende skammelige Ting på og siger: Jeg har ikke hos din Datter fundet Tegnet på, at hun var Jomfru! Men her er Jomfrutegnet!" Og dermed skal de brede Klædet ud for Byens Ældste. 18 Da skal Byens Ældste tage Manden og revse ham; 19 og de skal pålægge ham en Bøde på hundrede Sekel Sølv og give den unge Kvindes Fader dem, fordi han udspredte ondt Rygte om en Jomfru i Israel. Og han skal beholde hende som Hustru og har ikke Lov til at skille sig fra hende, så længe han lever. 20 Men hvis Beskyldningen er sand, hvis den unge kvindes Jomfrutegn ikke findes, 21 skal man føre hende hen foran hendes Faders Husdør, og Mændene i hendes By skal stene hende til Døde, fordi hun har begået en Udåd i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus. Således skal du udrydde det onde af din Midte.

22 Når en Mand gribes i Samleje med en gift Kvinde, skal de begge dø, både Manden, der lå hos kvinden, og Kvinden selv. Således skal du udrydde det onde af Israel.

23 Når en Mand inde i Byen træffer en Jomfru, der er trolovet med en anden, og har Samleje med hende, 24 skal I føre dem begge ud til Byens Port og stene dem til Døde, Pigen fordi hun ikke skreg om Hjælp i Byen, og Manden, fordi han krænkede sin Næstes Brud. Således skal du udrydde det onde af din Midte. 25 Men hvis Manden træffer den trolovede Pige ude i det fri og tiltvinger sig Samleje med hende, skal kun Manden, der havde Samleje med hende, dø. 26 Pigen derimod skal du ikke gøre noget; hun har ikke begået nogen Synd, som fortjener Døden; thi dermed er det, som når en overfalder sin Næste og slår ham ihjel; 27 han traf hende jo ude i det fri, og den trolovede Pige skreg, men ingen kom hende til Hjælp. 28 Når en Mand træffer en Jomfru, der ikke er trolovet, og tiltvinger sig Samleje med hende, og de gribes på fersk Gerning, 29 skal den Mand, der havde Samleje med hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve Sekel Sølv og tage hende til Ægte, fordi han krænkede hende; og han har ikke Ret til at skille sig fra hende, så længe han lever.

30 Ingen må ægte sin Faders Hustru eller løfte sin Faders Tæppe.