Add parallel Print Page Options

Herren talede til Moses og Aron og sagde: Optag blandt Leviterne Tallet på Kehatiterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet. Kehatiternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet skal være med de højhellige Ting. Når Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gå ind og tage det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed; ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og stille Fadene, Kanderne, Skålene og Krukkerne til Drikofferet derpå, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge derpå; ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. Så skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de Ting, som bruges ved Betjeningen deraf, 10 og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af Tahasjskind og så lægge det på Bærebøren. 11 Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. 12 Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem på Bærebøren. 13 Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt Purpurklæde derover 14 og på det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skålene, alle Alterets Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. 15 Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal Kehatiterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad Kehatiterne skal bære af Åbenbaringsteltet. 16 Med Eleazar, Præsten Arons Søn, påhviler Tilsynet med Olien til Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der er deri af hellige Ting og deres Tilbehør.

17 Herren talede til Moses og Aron og sagde: 18 Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af Leviternes Midte! 19 Således skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live og undgå Døden, når de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad han skal gøre, og hvad han skal bære, 20 for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø.

21 Herren talede til Moses og sagde: 22 Optag også Tallet på Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter; 23 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 24 Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de skal bære 25 De skal bære Boligens Tæpper, Åbenbaringsteltet med dets Dække og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til Åbenbaringsteltets Indgang, 26 Forgårdens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgården, der er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber, som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres derved, skal de udføre. 27 Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres Arbejde både med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke. 28 Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved Åbenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.

29 Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse; 30 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet. 31 Dette er, hvad der påhviler dem at bære, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens Tværstænger, Piller og Fodstykker, 32 Pillerne til Forgården, som er rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de Ting, det påhviler dem at bære. 33 Det er det Arbejde, der påhviler Merariternes Slægter, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet, under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.

34 Så mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 35 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, 36 og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750. 37 Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter Herrens Bud ved Moses.

38 De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 39 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, 40 de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, udgjorde 2630. 41 Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter Herrens Bud.

42 De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 43 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, 44 de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200. 45 Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses og Aron mønstrede efter Herrens Bud ved Moses.

46 Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 47 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtreds års alderen, alle, som skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet både med hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres, 48 de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580. 49 Efter Herrens Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som Herren havde pålagt Moses.

Levitternes arbejde med åbenbaringsteltet

Da sagde Herren til Moses og Aron: 2-3 „Optæl hvor mange mandlige efterkommere af Levis søn Kehat, der er mellem 30 og 50 år. Det er dem, der skal arbejde i åbenbaringsteltet med de helligste ting:

Hver gang I er klar til at pakke lejren sammen, skal Aron og hans sønner først gå ind i helligdommen og tage forhænget mellem det hellige og det allerhelligste rum ned og lægge det over pagtens ark. Oven på det skal de lægge et kraftigt stykke læder, som igen skal dækkes med purpurfarvet klæde, før de anbringer bærestængerne i guldringene.

Dernæst skal de brede et purpurfarvet klæde ud over bordet med de hellige brød og anbringe de forskellige fade, skåle og kander, der bruges ved drikofrene, oven på klædet sammen med de brød, der altid ligger fremme. Ovenpå igen skal de brede et skarlagenrødt klæde og et kraftigt stykke læder, før de anbringer bærestængerne i bordets guldringe.

Lysestagen, lamperne, vægesaksene, vægebakkerne og beholderne til olivenolie skal anbringes på bærestativet, hvorefter de dækkes med et purpurfarvet klæde 10 og derefter med et stykke kraftigt læder.

11 Så skal de brede et purpurfarvet klæde over røgelsesalteret af guld, dække det med et kraftigt stykke læder og anbringe bærestængerne i alterets guldringe. 12 Alle de øvrige redskaber, der bruges i helligdommen, skal dækkes med purpurfarvet klæde og kraftigt læder, før de anbringes på bærestativet.

13 Brændofferalteret skal også dækkes til med et purpurfarvet klæde, men først skal asken fjernes. 14 Alle redskaber, der bruges ved ofringen, skal lægges oven på klædet—både bakker til gløder, kødgafler, skovle og skåle—hvorefter det hele skal dækkes til med kraftigt læder. Til sidst skal bærestængerne anbringes i ringene.

15 Når Aron og hans sønner har pakket helligdommens inventar og redskaber sammen, skal kehatitterne træde til og bære det hele til næste lejrplads. Men hvis de rører disse hellige ting, skal de dø. Det er altså kehatitternes opgave at bære helligdommens inventar.

16 Arons søn Eleazar er ansvarlig for lampeolien, den hellige røgelse, det daglige afgrødeoffer og salveolien—ja, han skal have overopsynet med åbenbaringsteltet og alt dets inventar og de hellige redskaber.”

17 Dernæst sagde Herren til Moses og Aron: 18 „I må passe på, at kehatitterne ikke mister livet. 19 I skal nøje overholde de forskrifter, jeg her har givet, så de ikke dør under udførelsen af deres opgave. Det er Aron og hans sønner, der skal fortælle kehatitterne, hvad de hver især skal bære. 20 Men kehatitterne må først komme ind i helligdommen, efter at det hele er pakket ned, for hvis de ser de hellige ting, skal de dø.”

21 Herren sagde nu til Moses: 22-23 „Optæl hvor mange mandlige efterkommere af Levis søn Gershon, der er mellem 30 og 50 år. De skal også arbejde ved åbenbaringsteltet. 24-25 Det er deres opgave at transportere boligens teltduge, de to tagdækninger af vædderskind og kraftigt læder samt indgangsforhænget. 26 Derudover har de til opgave at transportere forgårdens teltvægge og forhænget over indgangen til forgården, som indhegner helligdommen og brændofferalteret. Endelig skal de også transportere diverse snore og værktøj, der bruges ved arbejdet. 27 Aron og hans sønner skal uddelegere arbejdet blandt gershonitterne, 28 og gershonitterne skal stå til regnskab for deres arbejde over for Arons søn Itamar.

29-30 Optæl hvor mange mandlige efterkommere af Levis søn Merari, der er mellem 30 og 50 år. De skal også arbejde ved åbenbaringsteltet. 31 Efter at teltet er pakket sammen, er det deres opgave at afmontere og transportere helligdommens vægmoduler, tværstænger, stolper og sokler, 32 forgårdens stolper og sokler, samt alle pløkker og barduner—og alt det værktøj, der bruges under arbejdet. Enhver skal være helt klar over, hvori deres opgave består, 33 så arbejdet kan gå hurtigt; og Arons søn Itamar skal have overopsynet med det.”

34-37 På Herrens befaling foretog Moses og Aron og folkets ledere så en optælling af levitterne. Først lavede de en liste over Kehats slægt, familie for familie, over alle mænd, der var mellem 30 og 50 år, og som havde pligt til at arbejde ved åbenbaringsteltet. Det samlede antal var 2750. 38-41 En tilsvarende optælling over Gershons slægt blev til 2630, 42-45 og over Meraris slægt 3200. 46-48 Det samlede antal mænd mellem 30 og 50 år, der havde pligt til at arbejde ved åbenbaringsteltet, var 8580. 49 Aron mønstrede alle disse mænd og forklarede dem deres opgaver, sådan som Herren havde befalet gennem Moses.