Add parallel Print Page Options

Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels Ældste til sig og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for Herrens Åsyn. Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til Brændoffer og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for Herrens Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil Herren vise sig for eder!" Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede sig for Herrens Åsyn. Og Moses sagde: "Det er dette, Herren har pålagt eder at gøre, for at Herrens Herlighed kan vise sig for eder."

Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således som Herren har påbudt!" Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv; og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet hældte han ud ved Alterets Fod. 10 Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som Røgoffer på Alteret, således som Herren havde pålagt Moses; 11 men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren. 12 Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret. 13 Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret. 14 Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.

15 Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme Måde som den før nævnte; 16 så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne Måde; 17 derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige Morgenbrændoffer; 18 så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret. 19 Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen, 20 disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne bragte han som Røgoffer på Alteret, 21 men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen for Herrens Åsyn, som Moses havde påbudt.

22 Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og Takofferet. 23 Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud derfra, velsignede de Folket. Da viste Herrens Herlighed sig for alt Folket; 24 og Ild for ud fra Herrens Åsyn og fortærede Brændofferet og Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og faldt ned på deres Ansigt.

Præsternes første offer på folkets vegne

Da indvielsesceremonien syv dage senere var forbi, kaldte Moses Aron, hans sønner og Israels ledere sammen. Så befalede han Aron at udvælge en tyrekalv til syndoffer og en vædder til brændoffer, begge uden skavanker. Dyrene skulle han gøre klar til at ofre til Herren.

„Og sig til Israels folk,” fortsatte Moses, „at de skal udvælge en gedebuk til syndoffer og en etårs tyrekalv og et etårs lam til brændoffer, alle uden skavanker. Derudover skal folket bringe Herren et takoffer bestående af en tyr og en vædder, og et afgrødeoffer bestående af mel rørt med olivenolie. I dag vil Herren nemlig åbenbare sig for dem.”

Så bragte de det hele hen til åbenbaringsteltets indgang, sådan som Moses havde befalet, og folket stimlede sammen for at afvente Herrens tilsynekomst.

Da sagde Moses: „Når Herrens anvisninger er blevet fulgt, vil han vise sig for jer i al sin herlighed.”

Moses beordrede nu Aron at gå frem til alteret og ofre sit syndoffer og sit brændoffer for at skaffe soning for sig selv og sin familie. Derefter skulle han ofre de øvrige dyr for at skaffe folket soning, sådan som Herren havde befalet. Og Aron gik frem til alteret og slagtede tyrekalven som offer for sin egen synd. Hans sønner opsamlede blodet, hvorpå Aron dyppede sin finger i det og smurte det på alterets horn. Resten hældte han ud ved foden af alteret. 10 På alteret brændte han nu syndofferdyrets fedt, nyrerne og fedtklumpen ved leveren, sådan som Herren havde befalet Moses, 11 men kødet og huden brændte han uden for lejren.

12 Dernæst slagtede han vædderen, som var udvalgt til brændoffer. Hans sønner opsamlede blodet, hvorefter han stænkede det på siderne af alteret. 13 Så parterede sønnerne dyret og bragte kødet til ham stykke for stykke, også hovedet, og han brændte stykkerne på alteret. 14 Til sidst vaskede Aron vædderens ben og dens indvolde og ofrede også dem som et brændoffer på alteret.

15 Nu kom turen til de offerdyr, som folket var kommet med. Først slagtede Aron gedebukken som et syndoffer for folket på samme måde som med den tyrekalv, han netop havde ofret som sit eget syndoffer. 16 Dernæst ofrede han kalven og lammet, som var folkets brændoffer, alt sammen efter Herrens forskrifter.

17 Da denne del af ceremonien var overstået, frembar Aron afgrødeofferet ved at tage en håndfuld af det og brænde det på alteret sammen med det sædvanlige morgenbrændoffer.

18 Til sidst tog han folkets takoffer, tyren og vædderen, og slagtede dem. Hans sønner rakte ham blodet, som han stænkede rundt om på siderne af alteret. 19 Så lagde de offerdyrenes fedt, fedthalen og fedtet omkring indvoldene, nyrerne og fedtklumpen over leveren 20 oven på dyrenes bryststykker, hvorefter Aron bragte fedtet som et røgoffer på alteret. 21 Derpå løftede han bryststykkerne og de højre lårstykker op og svingede dem for Herrens alter, sådan som Moses havde befalet.

22 Offerceremonien var dermed forbi, og med udrakte hænder velsignede Aron til sidst folket, hvorefter han gik ned fra alteret. 23 Moses og Aron gik derpå ind i åbenbaringsteltet. Lidt senere kom de ud igen og velsignede folket. Da viste Herrens herlighed sig for hele forsamlingen, 24 og Herren sendte en ild, som fortærede brændofferet og resten af fedtstykkerne på alteret. Da folket så det, råbte de af begejstring og kastede sig med ansigtet mod jorden for at tilbede Herren.