Add parallel Print Page Options

Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte han Modet, og hele Israel grebes af Skræk. Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere for Strejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner af Benjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes til Benjamin; dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor som fremmede den Dag i Dag. Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han var fem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fra Jizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men under hendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hans Navn var Mefibosjet. Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og kom ved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag; og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet i Søvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje i Soveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham; derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennem Arabalavningen og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde til Kongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han, som stod dig efter Livet; i Dag har Herren givet min Herre Kongen Hævn over Saul og hans Afkom!"

Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans Broder Ba'ana: "Så sandt Herren lever, som har udfriet mig af al Trængsel: 10 Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at han bragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for at give ham Løn for hans Glædesbud; 11 hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd har myrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, kræve hans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!" 12 Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder og Fødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; men Isjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron.

Mordet på Ishboshet

Da Ishboshet fik at vide, at Abner var blevet myrdet i Hebron, blev han rystet, og Nordrigets folk blev urolige. 2-3 Ishboshet overgav derefter kommandoen over Nordrigets hær til de to brødre Ba’ana og Rekab, der begge var anførere for kongens udrykningsstyrker. Ba’ana og Rekab var sønner af Rimmon, som boede i Be’erot og var fra Benjamins stamme. Be’erot var nemlig blevet indlemmet under Benjamin, efter at byens oprindelige indbyggere var flygtet til Gittajim, hvor de bor i landflygtighed den dag i dag.

(Jonatan havde en søn, der hed Mefiboshet. Han var kun fem år gammel, da der kom bud om, at Saul og Jonatan var blevet dræbt i slaget ved Jizre’el. Mefiboshets plejemor greb ham straks og flygtede, men i skyndingen snublede hun og tabte ham, og han blev lam i benene.)

En dag, hvor det var meget varmt, ankom Ba’ana og Rekab til kong Ishboshets hus, mens han lå og sov til middag. Dørvogtersken, som var ved at rense hvede, var også faldet i søvn,[a] så de slap uset forbi hende. De sneg sig ind i kongens soveværelse, slog ham ihjel og huggede hovedet af ham. Så tog de hovedet med sig og vandrede hele natten ned gennem Jordandalen. Da de ankom til Hebron, overbragte de hovedet til David.

„Se her er Ishboshets hoved!” sagde de. „Han var jo søn af Saul, som forsøgte at slå dig ihjel. I dag har Herren givet dig hævn over Saul og hans familie!”

Men David svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, som hidtil har reddet mig fra mine fjender, at jeg vil straffe jer for en sådan udåd. 10 I Ziklag lod jeg den budbringer dræbe, som troede, at jeg ville blive glad for at høre om Sauls død! Det var den belønning, han fik for sit budskab. 11 Hvor meget strengere straf fortjener da ikke sådan et par forbrydere, der har myrdet en uskyldig mand, mens han lå og sov hjemme i sin seng! I må bøde med jeres liv!”

12 Så befalede David sine mænd at slå Ba’ana og Rekab ihjel. Da det var gjort, skar de hænder og fødder af dem og hængte ligene op ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.

Footnotes

  1. 4,6 Oversat efter den græske oversættelse LXX (Septuaginta), da den masoretiske tekst, vi har adgang til, næppe kan være den oprindelige.