Add parallel Print Page Options

13 Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede Kærlighed til hende. Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med hende. Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand; han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen, Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker min Broder Absalons Søster Tamar!" Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige: Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver mig den, kan jeg spise." Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så kan jeg spise." David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!" Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og bagte dem; derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle var gået udenfor, 10 sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon. 11 Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!" 12 Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd! 13 Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig ikke at få mig!" 14 Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede hende og lå hos hende.

15 Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå din Vej!" 16 Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han vilde dog ikke høre hende, 17 men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!" 18 Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende da ud af Huset og stængede Døren efter hende. 19 Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg ustandseligt, medens hun gik bort. 20 Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder Absalons Hus. 21 Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi han var hans førstefødte. 22 Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.

23 Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor, som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle Kongesønnerne. 24 Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl derhen?" 25 Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham. 26 Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!" Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?" 27 Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud. 28 Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!" 29 Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede. 30 Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af dem!" 31 Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden; også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder. 32 Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde: "Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon krænkede hans Søster Tamar. 33 Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!" 34 Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim." 35 Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er, som din Træl sagde!" 36 Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd. 37 Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn, i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid. 38 Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han tre År.

39 Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han havde trøstet sig over Amnons Død.

Amnon voldtager sin søster Tamar

13 Nogen tid efter skete der følgende: Davids søn Absalom havde en smuk søster, som hed Tamar. En anden af Davids sønner, Tamars halvbror Amnon, forelskede sig i hende. Han var helt syg af begær efter hende, men hun var jomfru, og han havde ingen mulighed for at få sin vilje med hende, for det var skik, at kongens døtre blev holdt skarpt adskilt fra de unge mænd. Amnon havde imidlertid en snedig ven, hans fætter Jonadab, en søn af Davids bror Shima.

En dag sagde Jonadab til Amnon: „Hvorfor hænger du med hovedet? Det passer sig ikke for en kongesøn! Fortæl mig, hvad der er i vejen!”

„Jeg er forelsket i min halvsøster Tamar,” betroede Amnon ham.

„Aha,” svarede Jonadab, „det findes der råd for. Nu lægger du dig syg, og når din far kommer for at se til dig, siger du: ‚Lad min søster Tamar komme og lave mad til mig, så tror jeg, at jeg kan spise lidt. Hvis hun får lov at pleje mig, bliver jeg nok snart rask.’ ”

Amnon gik ind på fætterens plan, og da kongen kom for at se til ham, bad Amnon ham om at sende Tamar ind til ham, så hun kunne bage nogle af sine dejlige kager til ham og selv servere dem for ham. Det gik David med til, og han sendte besked til Tamar om at indfinde sig hos Amnon og bage kager til ham. Tamar kom så over til Amnons hus, hvor han lå i sengen. Hun æltede dejen og bagte kagerne, mens han så på det. Men da de var færdige, og hun havde lagt dem på fadet, klar til, at de kunne blive bragt til ham, nægtede han at spise dem.

„Ud, alle sammen!” sagde han til tjenerne, hvorefter de alle gik deres vej.

10 Så sagde han til Tamar: „Kom her ind i mit soveværelse med kagerne og server dem for mig.” Så gik hun hen til ham med kagefadet. 11 Men da hun var kommet hen til sengen, greb han fat i hende og sagde: „Tamar, kom op til mig i sengen!”

12 „Åh nej, bror, lad mig være!” protesterede hun. „Tag mig ikke med vold! Sådan gør man ikke i Israel. Det er tåbeligt at gøre sådan. 13 Tænk på mig! Hvordan skulle jeg kunne bære min skam? Og tænk på dig selv! Du ville jo miste din ære og værdighed. Nej, tal hellere med kongen om det, så han kan give sin tilladelse til, at vi gifter os.”

14 Men Amnon lod sig ikke overtale, og da han var stærkere end hende, endte det med, at han voldtog hende.

15 Men bagefter blussede hadet op i Amnon, så han nu hadede hende mere, end han før havde elsket hende.

„Rejs dig og forsvind!” snerrede han.

16 „Nej, nej,” græd hun, „hvis du forkaster mig nu, begår du en endnu større forbrydelse imod mig!”

Men han ville ikke høre på hende. 17 I stedet kaldte han på sin kammertjener. „Smid den kvinde ud og lås døren efter hende!” befalede han.

18 Så førte tjeneren hende udenfor og låste døren. Tamar var klædt i en lang kjole med ærmer, sådan som det var skik blandt kongens døtre, der var jomfruer. 19 Nu rev hun imidlertid kjolen i stykker og strøede aske på hovedet for at vise sin fortvivlelse, og med hænderne for ansigtet løb hun skrigende gennem paladset.

20 Hendes bror Absalom standsede hende og forsøgte at berolige hende. „Har Amnon ligget med dig?” spurgte han. „Ti nu stille, søster. Han er jo din bror. Lad det blive i familien. Tag det dog ikke så tungt.”

Så flyttede Tamar over i sin bror Absaloms hus, hvor hun siden levede i ensomhed.

21 Da kong David hørte, hvad der var sket, blev han meget vred. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for Amnon var hans førstefødte søn og hans favorit.[a] 22 Men Absalom ville overhovedet ikke tale til Amnon, for han hadede ham af et godt hjerte, fordi han havde voldtaget hans søster.

Absalom tager hævn over Amnon

23 Der gik to år. En dag var Absalom og hans folk i færd med at klippe får ved Ba’al-Hatzor tæt ved byen Efraim, og han ville gerne invitere sine brødre til fåreklipningsfest. 24 Han gik så til kongen og sagde, „Vi er i gang med fåreklipningen. Vil kongen og hans tjenere ikke komme og holde fest med os?”

25 Men kongen svarede: „Nej, min dreng! Det ville være for stor en byrde for dig, hvis vi alle sammen troppede op.”

Absalom forsøgte at overtale ham, men kongens beslutning var urokkelig, og han sagde nej tak.

26 „Godt,” svarede Absalom, „men hvis du ikke vil komme, kan du i det mindste sende Amnon af sted.”

„Hvorfor lige Amnon?” spurgte kongen.

27 Absalom blev ved med at presse kong David, så han til sidst sendte alle sønnerne af sted—også Amnon.

28 Absalom sagde nu til sine mænd: „Vent til Amnon bliver beruset, og når jeg giver signal, overfalder I ham og slår ham ihjel. I skal ikke være bange for noget. Det er mig, der har givet ordren, og jeg påtager mig det fulde ansvar. I skal bare udføre min ordre.”

29 Sådan gik det til, at Amnon blev myrdet. De andre kongesønner sprang skrækslagne på deres muldyr og flygtede. 30 Mens de var undervejs tilbage til Jerusalem, nåede det rygte kong David, at Absalom havde myrdet alle kongesønnerne.

31 Da sprang kongen op, rev i fortvivlelse sit tøj i stykker og kastede sig med ansigtet mod jorden. De omkringstående tjenere fulgte hans eksempel og flåede deres tøj i stykker.

32-33 Men i samme øjeblik ankom Jonadab og sagde: „Nej, det er ikke sandt! Alle kongesønnerne er ikke blevet myrdet, det er kun Amnon! Absalom har haft skumle planer om at myrde Amnon, lige siden han voldtog Tamar!”

34 Absalom var i mellemtiden flygtet.

Lidt senere fik vagtposten på Jerusalems mur øje på en flok mennesker, der nærmede sig fra nordvest ad vejen, der gik langs bjergsiden. Han skyndte sig at melde det til kongen: „Jeg ser en gruppe mennesker nærme sig på vejen fra Horon.”[b]

35 „Der kan du se,” sagde Jonadab til kongen, „nu kommer de! Dine sønner er uskadte! Var det ikke det jeg sagde?”

36 Kort efter nåede kongesønnerne grædende og hulkende frem. Da brast også kongen og hans tjenere i gråd.

37-39 Absalom flygtede til sin morfar, kong Talmaj af Geshur, der var søn af Ammihud, og blev der i tre år. I mellemtiden voksede Davids længsel efter at se sin søn igen, især efter at han var kommet sig over Amnons død.

Footnotes

  1. 13,21 Den sidste sætning mangler i den masoretiske tekst.
  2. 13,34 Den masoretiske tekst er mangelfuld, så oversættelsen her bygger på LXX.