Add parallel Print Page Options

39 Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de tilvirkede Arons hellige Klæder, således som Herren havde pålagt Moses.

De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning. Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den blev hæftet sammen ved begge Hjørner. Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som Herren havde pålagt Moses. Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og graverede som Signeter med Israels Sønners Navne; og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene kunde bringe Israels Børn i Minde, således som Herren havde pålagt Moses.

Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt. 10 De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række, 11 Rubin, Safir og Jaspis i den anden, 12 Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje, 13 Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk i deres Indfatninger. 14 Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer. 15 Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som når man snor Reb. 16 Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner, 17 og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets Hjørner; 18 Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker. 19 Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden. 20 Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte; 21 og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som Herren havde pålagt Moses.

22 Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet Arbejde, helt og holdent af violet Purpur. 23 Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde rives itu, 24 og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, 25 og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt, mellem Granatæblerne, 26 så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som Herren havde pålagt Moses.

27 Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus i vævet Arbejde, 28 Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne af tvundet Byssus, 29 og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som Herren havde pålagt Moses. 30 Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved Signeter: "Helliget Herren." 31 Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast med oven på Hovedklædet, som Herren havde pålagt Moses.

32 Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og Israeliterne gjorde ganske som Herren havde pålagt Moses; således gjorde de.

33 Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og Fodstykkerne, 34 Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det indre Forhæng, 35 Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket, 36 Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene, 37 Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den, og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen, 38 Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til Teltets Indgang, 39 Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket, 40 Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig, 41 Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten. 42 Nøjagtigt som Herren havde pålagt Moses, udførte Israeliterne hele Arbejdet. 43 Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som Herren havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses velsignede dem.

Præstedragten bliver lavet

39 Til præsterne skabte kunstnerne skønne dragter af blåt, violet og purpurrødt garn til brug under tjenesten i helligdommen. Der blev lavet en særlig dragt til Aron. Det hele blev lavet efter de instrukser, som Herren havde givet Moses.

Efoden blev broderet med blåt, violet og purpurrødt garn på fintvævet linned med indlagt guldtråd. Bladguld blev skåret i tynde strimler, og en dygtig tekstilkunstner indbroderede guldtråden med garnet i det vævede stof. Efodens skulderremme blev lavet og fæstnet til kanten af forstykket og bagstykket. Det smukt vævede livbånd blev lavet af samme materialer og blev syet i ét med efoden efter de instrukser, Herren havde givet Moses.

Onyksstenene blev sat i guldindfatninger, og navnene på Israels 12 stammer blev indgraveret på dem efter samme teknik, som når man laver segl. Derefter blev de sat fast på efodens skulderremme for altid at minde Herren om Israels stammer, sådan som han havde sagt til Moses.

Dernæst lavede en dygtig tekstilkunstner brystklædet af samme materialer som efoden med broderier af guldtråd og blåt, violet og purpurrødt garn på fintvævet linned. Brystklædet blev foldet dobbelt og var kvadratisk, et fingerspand på hver led. 10 Fire rækker ædelsten blev fæstnet på brystklædet. Den øverste række bestod af en rubin, en topas og en smaragd; 11 den anden række af en granat, en safir og en månesten; 12 den tredje række af en opal, en agat og en ametyst; 13 den fjerde række af en krysolit, en onyks og en jaspis. Alle ædelstenene blev sat i en guldindfatning på brystklædet, 14 så der var 12 sten i alt, hver af dem indgraveret med et stammenavn, efter samme teknik, som når man laver segl.

15 Til brystklædet blev der lavet snoede kæder i rent guld, så kæderne havde et reblignende mønster. 16 To guldspænder og to guldringe blev støbt, hvorpå ringene blev fæstnet til brystklædets to øverste hjørner. 17 De to guldkæder blev sat fast i ringene, 18 og i den anden ende blev kæderne fastgjort til guldspænderne foran på efodens skulderremme. 19 Endnu to guldringe blev støbt og sat på indersiden af brystklædets to nederste hjørner. 20 To tilsvarende guldringe blev sat fast nederst på efodens remme ved sømmen lige over livbåndet, 21 og brystklædets to ringe blev bundet fast til de to ringe på efodens remme lige over livbåndet ved hjælp af en violet snor, så brystklædet er bundet godt fast i efoden. Alt dette blev gjort, nøjagtig som Herren havde befalet Moses.

22 Yderkjortlen under efoden blev lavet af blåt, vævet klæde 23 med en åbning i midten forstærket med et vævet kantebånd, så den ikke blev slidt i stykker. 24 Granatæbler af blåt, violet og purpurrødt garn blev fæstnet til sømmen i kjortlens nederste kant, 25 og små guldbjælder blev syet fast mellem granatæblerne, 26 så der skiftevis sad et granatæble og en guldbjælde hele vejen rundt. Aron skulle bære denne kjortel under tjenesten i helligdommen, sådan som Herren havde befalet Moses.

27 Til Aron og hans sønner blev der også lavet inderkjortler og 28 hovedbeklædning af linned. Hovedbeklædningen og underbenklæderne blev lavet af fintvævet linned. 29 Livbåndet blev også lavet af fintvævet linned med broderier i blåt, violet og purpurrødt garn, sådan som Herren havde befalet Moses.

30 Dernæst blev den hellige guldplade lavet. Den fik følgende indskrift, graveret som når man laver segl: INDVIET TIL HERREN. 31 Pladen blev sat fast foran på Arons turban med et blåt bånd, nøjagtig som Herren havde befalet Moses.

Moses inspicerer det færdige resultat

32 Endelig var alle tingene til teltboligen lavet færdige, så det hele var i overensstemmelse med de instrukser, Herren havde givet Moses. 33 Kunstnerne bragte tingene til Moses: teltduge, kroge, moduler, tværstænger, stolper og sokler; 34 presenningerne af rødfarvede vædderskind og kraftigt læder; forhænget foran det allerhelligste, 35 arken med bærestænger og forsoningsstedet; 36 bordet med dets tilbehør og de hellige brød; 37 lysestagen af rent guld med lamper, redskaber og olie; 38 guldalteret, salveolien, den vellugtende røgelse og forhænget over indgangen til teltet; 39 bronzealteret med bronzegitteret, bærestængerne og andet tilbehør; vaskefadet med tilhørende stativ; 40 forgårdens stofvægge og forhænget ved indgangen til forgården med tilhørende stolper, sokler, barduner og teltpløkker samt åbenbaringsteltets øvrige udstyr. 41 Også de prægtigt vævede dragter til brug ved tjenesten i helligdommen blev vist frem, både ypperstepræsten Arons hellige dragt og dragterne til hans sønner, når de skulle gøre præstetjeneste.

42 Israelitterne havde dermed færdiggjort den opgave, som Herren havde befalet Moses at udføre, 43 og Moses inspicerede alt arbejdet og velsignede dem, for resultatet svarede til de instrukser, Herren havde givet ham.