Font Size
2 Mosebog 32
Bibelen på hverdagsdansk
2 Mosebog 32
Bibelen på hverdagsdansk
Guldkalven
32 Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”
2-3 „Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.
Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. 4 Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
5 Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”
6 Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.
7 Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. 8 De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
9 Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. 10 Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”
11 Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. 12 Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. 13 Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” 14 Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.
15 Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider. 16 Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.
17 Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!” 18 Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”
19 Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget. 20 Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og smeltede den i ilden. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.
21 Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?” 22 „Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør. 23 De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’ 24 ‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!”
25 Da Moses så, at Aron fuldstændig have mistet kontrollen over folket, og at de opførte sig tåbeligt i deres oprørskhed, 26 stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham.
27 Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.” 28 Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand. 29 Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.”
30 Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.”
31 Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld. 32 Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører![a]”
33 „Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren. 34 „Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.”
35 Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.
Footnotes
- 32,32 Der er sikkert tale om „de levendes bog”, altså en liste over alle, som er i live eller har ret til at leve.
2 Mosebog 32
Dette er Biblen på dansk
2 Mosebog 32
Dette er Biblen på dansk
32 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!" 2 Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!" 3 Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron. 4 Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" 5 Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for Herren!" 6 Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.
7 Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; 8 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" 9 Og Herren sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk. 10 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!" 11 Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor Herre skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd? 12 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk! 13 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!" 14 Da angrede Herren den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.
15 Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet. 16 Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne. 17 Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!" 18 Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!" 19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod. 20 Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det. 21 Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?" 22 Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde, 23 og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten! 24 Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"
25 Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler, 26 stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham, 27 og han sagde til dem: "Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!" 28 Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand. 29 Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for Herren, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."
30 Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til Herren, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!" 31 Derpå gik Moses atter til Herren og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld. 32 Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!" 33 Herren svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog! 34 Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!" 35 Og Herren slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.
Exodus 32
New International Version
Exodus 32
New International Version
The Golden Calf
32 When the people saw that Moses was so long in coming down from the mountain,(A) they gathered around Aaron and said, “Come, make us gods[a] who will go before(B) us. As for this fellow Moses who brought us up out of Egypt, we don’t know what has happened to him.”(C)
2 Aaron answered them, “Take off the gold earrings(D) that your wives, your sons and your daughters are wearing, and bring them to me.” 3 So all the people took off their earrings and brought them to Aaron. 4 He took what they handed him and made it into an idol(E) cast in the shape of a calf,(F) fashioning it with a tool. Then they said, “These are your gods,[b](G) Israel, who brought you up out of Egypt.”(H)
5 When Aaron saw this, he built an altar in front of the calf and announced, “Tomorrow there will be a festival(I) to the Lord.” 6 So the next day the people rose early and sacrificed burnt offerings and presented fellowship offerings.(J) Afterward they sat down to eat and drink(K) and got up to indulge in revelry.(L)
7 Then the Lord said to Moses, “Go down, because your people, whom you brought up out of Egypt,(M) have become corrupt.(N) 8 They have been quick to turn away(O) from what I commanded them and have made themselves an idol(P) cast in the shape of a calf.(Q) They have bowed down to it and sacrificed(R) to it and have said, ‘These are your gods, Israel, who brought you up out of Egypt.’(S)
9 “I have seen these people,” the Lord said to Moses, “and they are a stiff-necked(T) people. 10 Now leave me alone(U) so that my anger may burn against them and that I may destroy(V) them. Then I will make you into a great nation.”(W)
11 But Moses sought the favor(X) of the Lord his God. “Lord,” he said, “why should your anger burn against your people, whom you brought out of Egypt with great power and a mighty hand?(Y) 12 Why should the Egyptians say, ‘It was with evil intent that he brought them out, to kill them in the mountains and to wipe them off the face of the earth’?(Z) Turn from your fierce anger; relent and do not bring disaster(AA) on your people. 13 Remember(AB) your servants Abraham, Isaac and Israel, to whom you swore by your own self:(AC) ‘I will make your descendants as numerous as the stars(AD) in the sky and I will give your descendants all this land(AE) I promised them, and it will be their inheritance forever.’” 14 Then the Lord relented(AF) and did not bring on his people the disaster he had threatened.
15 Moses turned and went down the mountain with the two tablets of the covenant law(AG) in his hands.(AH) They were inscribed(AI) on both sides, front and back. 16 The tablets were the work of God; the writing was the writing of God, engraved on the tablets.(AJ)
17 When Joshua(AK) heard the noise of the people shouting, he said to Moses, “There is the sound of war in the camp.”
18 Moses replied:
“It is not the sound of victory,
it is not the sound of defeat;
it is the sound of singing that I hear.”
19 When Moses approached the camp and saw the calf(AL) and the dancing,(AM) his anger burned(AN) and he threw the tablets out of his hands, breaking them to pieces(AO) at the foot of the mountain. 20 And he took the calf the people had made and burned(AP) it in the fire; then he ground it to powder,(AQ) scattered it on the water(AR) and made the Israelites drink it.
21 He said to Aaron, “What did these people do to you, that you led them into such great sin?”
22 “Do not be angry,(AS) my lord,” Aaron answered. “You know how prone these people are to evil.(AT) 23 They said to me, ‘Make us gods who will go before us. As for this fellow Moses who brought us up out of Egypt, we don’t know what has happened to him.’(AU) 24 So I told them, ‘Whoever has any gold jewelry, take it off.’ Then they gave me the gold, and I threw it into the fire, and out came this calf!”(AV)
25 Moses saw that the people were running wild and that Aaron had let them get out of control and so become a laughingstock(AW) to their enemies. 26 So he stood at the entrance to the camp and said, “Whoever is for the Lord, come to me.” And all the Levites rallied to him.
27 Then he said to them, “This is what the Lord, the God of Israel, says: ‘Each man strap a sword to his side. Go back and forth through the camp from one end to the other, each killing his brother and friend and neighbor.’”(AX) 28 The Levites did as Moses commanded, and that day about three thousand of the people died. 29 Then Moses said, “You have been set apart to the Lord today, for you were against your own sons and brothers, and he has blessed you this day.”
30 The next day Moses said to the people, “You have committed a great sin.(AY) But now I will go up to the Lord; perhaps I can make atonement(AZ) for your sin.”
31 So Moses went back to the Lord and said, “Oh, what a great sin these people have committed!(BA) They have made themselves gods of gold.(BB) 32 But now, please forgive their sin(BC)—but if not, then blot me(BD) out of the book(BE) you have written.”
33 The Lord replied to Moses, “Whoever has sinned against me I will blot out(BF) of my book. 34 Now go, lead(BG) the people to the place(BH) I spoke of, and my angel(BI) will go before you. However, when the time comes for me to punish,(BJ) I will punish them for their sin.”
35 And the Lord struck the people with a plague because of what they did with the calf(BK) Aaron had made.
Footnotes
- Exodus 32:1 Or a god; also in verses 23 and 31
- Exodus 32:4 Or This is your god; also in verse 8
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
Dette er Biblen på dansk (DN1933)
New International Version (NIV) 
Holy Bible, New International Version®, NIV® Copyright ©1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
NIV Reverse Interlinear Bible: English to Hebrew and English to Greek. Copyright © 2019 by Zondervan.