Add parallel Print Page Options

Kunstnerne Betzalel og Oholiab

31 Herren sagde til Moses: „Jeg har udvalgt Betzalel, som er søn af Hurs søn Uri fra Judas stamme, og fyldt ham med min Ånd. Jeg har givet ham rige evner og kunstnerisk talent og forstand på alle mulige ting, så han kan designe kunstværker og andre smukke ting i guld, sølv og bronze. Han kan indgravere ædelsten og indfatte dem i guld, og han kan lave flotte udskæringer i træ. Han er en fremragende kunsthåndværker.

Ligeledes har jeg udvalgt Oholiab, Ahisamaks søn fra Dans stamme, til at være hans medhjælper. Og alle de andre kunsthåndværkere har jeg givet viden og håndelag til at lave de ting, jeg har befalet: åbenbaringsteltet; arken med forsoningsstedet; bordet med tilbehør; guldlysestagen og dens redskaber; røgelsesalteret; brændofferalteret med tilbehør; vaskefadet med tilhørende stativ; 10 de prægtige dragter til Aron og hans sønner; 11 salveolien og den krydrede røgelse til helligdommen. Disse kunstnere skal nøje følge de anvisninger, jeg her har givet dig.”

Sabbatten

12 Herren sagde endvidere til Moses: 13 „Sig til Israels folk: I skal være omhyggelige med at overholde sabbatten. Den er et pagtstegn mellem jer og jeres Gud fra slægt til slægt, for at I skal huske, at jeg er Herren, og at I tilhører mig. 14 Lad jeres eget arbejde hvile på sabbatsdagen, for det skal være en hellig dag for jer. Den der vanhelliger sabbatten, skal dø. Den, der gør sit eget arbejde på sabbatten, skal fjernes fra mit folk. 15 I seks dage kan I arbejde, men den syvende dag skal være en total hviledag, indviet til mig. Den, som arbejder på den dag, skal dø. 16 Israels folk skal fra slægt til slægt holde sabbatsdagen hellig. 17 Det skal for altid være et tegn på min pagt med israelitterne. For på seks dage fuldendte jeg arbejdet med at skabe himlen og jorden. Men på den syvende dag hvilede jeg mig efter det fuldførte værk.”

18 Da Herren var færdig med at tale til Moses på Sinaibjerget, overrakte han ham de to stentavler, som Gud med egen hånd havde skrevet de ti bud på.

31 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Arbejde. Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har pålagt dig, Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt Teltets Tilbehør, Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens Tilbehør, Røgelsealteret, Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke, 10 Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten, 11 Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen. Ganske som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.

12 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 13 Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. 14 I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt. 15 I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde en fuldkommen Hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden. 16 Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt: 17 Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.

18 Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger.