Add parallel Print Page Options

Israelitternes slavetilværelse i Egypten

Her er navnene på Jakobs sønner, som fulgte ham til Egypten sammen med deres familier: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Issakar, Zebulon og Benjamin, Dan og Naftali, Gad og Asher. Josef var allerede i Egypten. I alt bestod Jakobs familie af 70 personer.[a]

Som årene gik, døde Josef og hans brødre og hele deres generation. Men deres efterkommere fik mange børn og børnebørn, og de blev med tiden så mange, at de fyldte hele det område, de boede i.

Der var nu en ny konge i Egypten, og han kendte ikke noget til Josef eller til, hvad han havde udrettet. „De israelitter er efterhånden så talrige og stærke, at de er ved at blive en trussel imod os,” sagde kongen til sine embedsmænd. 10 „Det må vi få sat en stopper for, ellers risikerer vi, at de i krigstilfælde slutter sig til vores fjender og flygter ud af landet.”

11 Så gjorde egypterne dem til slaver og satte brutale slavefogeder over dem, som skulle udmatte dem med hårdt arbejde. De tvang dem til at bygge to nye forsyningscentre for Farao—byerne Pitom og Ramses. 12 Men jo mere egypterne mishandlede og undertrykte israelitterne, jo flere blev de. Egypterne blev bange for dem, 13 og derfor lod de dem arbejde endnu hårdere. 14 De var skånselsløse i deres krav og tvang dem til at lave mursten og mørtel til de egyptiske byggeprojekter foruden al slags hårdt markarbejde og drev i det hele taget rovdrift på deres arbejdskraft. 15 Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: 16 „Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve.” 17 Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve.

18 Da kaldte kongen dem til sig og sagde: „I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?”

19 „Herre,” sagde de. „De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelt hen ikke kan nå frem i tide!”

20-21 Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn, og han var stadig med israelitterne, så de blev endnu mere talrige og mægtige. 22 Så gav Farao den egyptiske befolkning følgende ordre: „Kast alle nyfødte hebræiske drenge i Nilen! Pigerne kan få lov at leve.”

Footnotes

  1. 1,5 Det vil sige Jakob selv, hans 12 sønner, Dina og hans sønnesønner, hvoraf to var døde i Kana’an.

Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til Ægypten med deres Familier: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Issakar, Zebulon og Benjamin, Dan og Naftali, Gad og Aser. Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef var i Ægypten. Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette Slægtled. Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef; og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og stærkere end vi. 10 Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!" 11 Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses. 12 Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne. 13 Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde 14 og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.

15 Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua: 16 "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det så leve!" 17 Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve. 18 Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene leve?" 19 Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!" 20 Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; 21 og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham. 22 Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!"