Israels folk forlanger en konge

8 Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. ² Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Be’ersheba, ³ men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. ⁴ Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. ⁵ „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” ⁶ Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. ⁷ „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. ⁸ Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. ⁹ Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”

¹⁰ Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: ¹¹ „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. ¹² Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. ¹³ Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. ¹⁴ Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner. ¹⁵ Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds. ¹⁶ Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. ¹⁷ Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham. ¹⁸ Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”

¹⁹ Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. ²⁰ Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”

²¹ Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, ²² og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.