Add parallel Print Page Options

Efter at Herren Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder, lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvad skal vi gøre med Herrens Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!" De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikke sende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave med tilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Hånd ikke vil vige fra eder!" De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?" Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Tallet på Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramt eder og eders Fyrster; I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land, og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Hånd bort fra eder, eders Gud og eders Land. Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Farao forhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de da ikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted? Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikke har båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og driv dem hjem; tag så Herrens Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, I giver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den så af Sted. Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til, thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsat Fald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at det var en Hændelse!"

10 Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændte dem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden. 11 Derpå satte de Herrens Ark på Vognen tillige med Skrinet med Guldmusene og Bylderne. 12 Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; under ustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøje af til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med dem til Bet-Sjemesj's Landemærke. 13 Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så op og fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde; 14 og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark, standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet af Vognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til Herren. 15 Og Leviterne løftede Herrens Ark ned tillige med Skrinet med Guldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den store Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre og ofrede Slagtofre til Herren. 16 Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvet tilbage til Ekron.

17 Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave til Herren: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gat een og for Ekron een. 18 Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, der tilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne. Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-Sjemesjifen Jehosjuas Mark, hvorpå de satte Herrens Ark. 19 Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del i Bet-Sjemesjiternes Glæde over at se Herrens Ark; derfor ihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgede Folket, fordi Herren havde slået så mange af dem ihjel; 20 og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for Herrens, denne hellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?" 21 Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige: "Filisterne har sendt Herrens Ark tilbage. Kom herned og hent den op til eder!"

Filistrene sender arken tilbage

Arken havde nu været i filistrenes land i syv måneder. Da fik filisterkongerne fat på nogle præster og spåmænd og spurgte dem: „Hvordan skal vi bære os ad med at sende arken tilbage?”

„Når I sender den tilbage, skal I sende en gave med som forsoningsoffer til Israels Gud,” svarede de. „Så vil byldeplagen standse, og I vil forstå, hvorfor hans hånd har hvilet så tungt på jer.”[a]

4-5 „Hvad skal vi sende med som forsoningsoffer?” spurgte de.

„Siden det er den samme plage, der har ramt jer i alle fem byer, skal I lave fem efterligninger i guld af de bylder, som plagen har forårsaget,” lød svaret. „Send også fem efterligninger i guld af de mus, som har hærget landet. Send disse gaver til ære for Israels Gud, så vil han måske løfte sin hånd fra jer og jeres gud og jeres land. Vær ikke stædige og oprørske, som Farao og egypterne var. De ville jo ikke give slip på Israels folk, før deres Gud ramte dem med sine frygtelige plager. Byg en ny vogn og tag to køer, der lige har fået kalve, og som aldrig har været spændt i åg. Dem skal I spænde for vognen, og deres kalve skal I tage fra dem og lukke inde i stalden. Sæt så arken op på vognen, og sæt et skrin med guldmusene og guldbylderne ved siden af den. Send så køerne af sted med arken. Hvis de går over grænsen og ind til Bet-Shemesh, kan vi være sikre på, at det er Israels Gud, som har sendt denne ulykke over os. Gør de ikke det, så ved vi, at det ikke er ham, der har sendt plagen, men at det bare er et sammentræf af uheldige omstændigheder.”

10 Dette råd fulgte de. To køer, som for nylig havde kælvet, blev spændt for vognen, og kalvene blev lukket inde i stalden. 11 Så blev Herrens Ark og skrinet med guldmusene og guldbylderne sat op på vognen. 12 Køerne satte straks kursen direkte mod Bet-Shemesh, og de brølede hele vejen. Filisterkongerne fulgte efter dem til Bet-Shemesh’ grænse.

13 Bet-Shemesh’ indbyggere var i færd med at høste hvede i dalen, da arken ankom. Da de fik øje på den, blev de ude af sig selv af begejstring. 14-15 Vognen standsede ved siden af en stor sten ved kanten af en mark, der tilhørte en mand ved navn Jehoshua. En gruppe mænd af Levis stamme løftede arken og skrinet med guldmusene og guldbylderne ned fra vognen og satte dem på stenen. Høstfolkene slog straks vognen i stykker og brugte træet fra den til et offerbål. Så slagtede de køerne og ofrede dem som et brændoffer til Herren. Den dag ofrede Bet-Shemesh’ indbyggere adskillige brændofre og slagtofre til Herren. 16 Imens stod de fem filisterkonger på afstand og iagttog, hvad der foregik. Derefter vendte de samme dag tilbage til Ekron. 17 De fem guldbylder, som filistrene havde sendt med som forsoningsoffer, var en gave fra kongerne i byerne Ashdod, Gaza, Ashkalon, Gat og Ekron. 18 De fem guldmus var en gave fra de befæstede byer og mindre landsbyer, der hørte ind under de fem hovedbyer. Den sten, vognen standsede ved, ligger den dag i dag på marken uden for Bet-Shemesh som et vidnesbyrd om denne begivenhed. 19 Men fordi 70 af Bet-Shemesh’ indbyggere kiggede ned i arken, slog Herren dem ihjel. Og indbyggerne sørgede over den tragedie, der havde ramt dem.

20 „Hvem kan leve i denne hellige Guds nærhed?” klagede de. „Hvor skal vi nu sende arken hen?”

21 Så sendte de bud til indbyggerne i Kirjat-Jearim. „Filistrene har sendt Herrens Ark tilbage til os,” sagde de. „Kom og hent den op til jer.”

Footnotes

  1. 6,3 Teksten er vanskelig at forstå her.