Font Size
1 Samuel 30
Dette er Biblen på dansk
1 Samuel 30
Dette er Biblen på dansk
30 Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, var Amalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havde indtaget Ziklag og stukket det i Brand; 2 Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget til Fange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drog bort. 3 Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt og deres Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange. 4 Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, til de ikke kunde mere. 5 Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange. 6 Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham, da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men David søgte Styrke hos Herren sin Gud; 7 og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring mig Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David den. 8 Da rådspurgte David Herren: "Skal jeg sætte efter denne Røverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den; thi du skal indhente den og bringe Redning!"
9 Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og de kom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blev stående; 10 men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand, som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage. 11 Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med til David og gav ham Brød at spise og Vand at drikke; 12 desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havde spist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist eller drukket i hele tre Døgn. 13 David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; min Herre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg. 14 Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og i Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand." 15 Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denne Røverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverken vil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg vise dig Vej til den!" 16 Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i hele Egnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele det store Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land. 17 David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af dem undslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne og flygtede. 18 Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sine to Hustruer. 19 Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Byttet eller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde taget med; det hele bragte David tilbage. 20 Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for David og sagde: "Her er Davids Bytte!"
21 Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede til at følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gik de David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene og hilste på dem. 22 Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgt David, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil vi intet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer og Børn må de tage med hjem!" 23 David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da Herren har været gavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, som overfaldt os, i vor Hånd. 24 Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog i Kampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, de skal dele med hinanden!" 25 Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lov og Ret i Israel, som det er den Dag i bag.
26 Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til de Ældste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gave til eder af Byttet, der er taget fra Herrens Fjender!" 27 Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir, 28 dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa, 29 i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer, 30 i Horma, i Bor-Asjan, i Atak, 31 i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor David havde færdedes med sine Mænd.
1 Samuel 30
Bibelen på hverdagsdansk
1 Samuel 30
Bibelen på hverdagsdansk
David tager hævn over amalekitterne
30 Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden. 2 De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn. 3 Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier, 4 græd de, til de ikke havde en tåre tilbage. 5 Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført. 6 Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.
7 Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.
8 „Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?”
„Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”
9 Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der. 10 200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen. 11-12 Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn,[a] så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham: 13 „Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?”
„Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg. 14 Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes[b] land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”
15 „Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David.
Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”
16 Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk. 17 Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler. 18-19 David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner. 20 Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.
21 Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde. 22 Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”
23-24 Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”
25 Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.
26 Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.” 27-31 Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur,[c] Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel,[d] jerahme’elitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.
Footnotes
- 30,11-12 Den hebraiske tekst siger „tre dage og tre nætter”. Men da man i den daværende kultur og på hebraisk talte dagene inklusivt, betyder „den tredje dag” „to dage senere” som i vers 1 eller „for to dage siden” som i vers 13 (jf. den danske oversættelse fra 1992.) Udtrykket „tre dage og nætter” betyder tre dage, inklusivt regnet, både dag og nat, altså på dansk tre dage og to nætter eller to døgn.
- 30,14 På hebraisk: „kretitterne”. Det er navnet på den gruppe blandt filistrene, som boede længst mod syd. Ordet hentyder muligvis til, at disse folk oprindeligt kom fra Kreta.
- 30,27-31 Septuaginta siger: Bet Zur (Jos. 15,58), den masoretiske tekst siger: Betel, som muligvis oprindeligt har været Betul (Jos. 19,4).
- 30,27-31 Fra Septuaginta. Den masoretiske tekst siger: „Rakal”. I øvrigt nævner Septuaginta flere byer her, hvis navne sandsynligvis er faldet ud af den hebraiske tekst under afskrivningen.
1 Samuel 30
New International Version
1 Samuel 30
New International Version
David Destroys the Amalekites
30 David and his men reached Ziklag(A) on the third day. Now the Amalekites(B) had raided the Negev and Ziklag. They had attacked Ziklag and burned(C) it, 2 and had taken captive the women and everyone else in it, both young and old. They killed none of them, but carried them off as they went on their way.
3 When David and his men reached Ziklag, they found it destroyed by fire and their wives and sons and daughters taken captive.(D) 4 So David and his men wept(E) aloud until they had no strength left to weep. 5 David’s two wives(F) had been captured—Ahinoam of Jezreel and Abigail, the widow of Nabal of Carmel. 6 David was greatly distressed because the men were talking of stoning(G) him; each one was bitter(H) in spirit because of his sons and daughters. But David found strength(I) in the Lord his God.
7 Then David said to Abiathar(J) the priest, the son of Ahimelek, “Bring me the ephod.(K)” Abiathar brought it to him, 8 and David inquired(L) of the Lord, “Shall I pursue this raiding party? Will I overtake them?”
“Pursue them,” he answered. “You will certainly overtake them and succeed(M) in the rescue.(N)”
9 David and the six hundred men(O) with him came to the Besor Valley, where some stayed behind. 10 Two hundred of them were too exhausted(P) to cross the valley, but David and the other four hundred continued the pursuit.
11 They found an Egyptian in a field and brought him to David. They gave him water to drink and food to eat— 12 part of a cake of pressed figs and two cakes of raisins. He ate and was revived,(Q) for he had not eaten any food or drunk any water for three days and three nights.
13 David asked him, “Who do you belong to? Where do you come from?”
He said, “I am an Egyptian, the slave of an Amalekite.(R) My master abandoned me when I became ill three days ago. 14 We raided the Negev of the Kerethites,(S) some territory belonging to Judah and the Negev of Caleb.(T) And we burned(U) Ziklag.”
15 David asked him, “Can you lead me down to this raiding party?”
He answered, “Swear to me before God that you will not kill me or hand me over to my master,(V) and I will take you down to them.”
16 He led David down, and there they were, scattered over the countryside, eating, drinking and reveling(W) because of the great amount of plunder(X) they had taken from the land of the Philistines and from Judah. 17 David fought(Y) them from dusk until the evening of the next day, and none of them got away, except four hundred young men who rode off on camels and fled.(Z) 18 David recovered(AA) everything the Amalekites had taken, including his two wives. 19 Nothing was missing: young or old, boy or girl, plunder or anything else they had taken. David brought everything back. 20 He took all the flocks and herds, and his men drove them ahead of the other livestock, saying, “This is David’s plunder.”
21 Then David came to the two hundred men who had been too exhausted(AB) to follow him and who were left behind at the Besor Valley. They came out to meet David and the men with him. As David and his men approached, he asked them how they were. 22 But all the evil men and troublemakers among David’s followers said, “Because they did not go out with us, we will not share with them the plunder we recovered. However, each man may take his wife and children and go.”
23 David replied, “No, my brothers, you must not do that with what the Lord has given us. He has protected us and delivered into our hands the raiding party that came against us. 24 Who will listen to what you say? The share of the man who stayed with the supplies is to be the same as that of him who went down to the battle. All will share alike.(AC)” 25 David made this a statute and ordinance for Israel from that day to this.
26 When David reached Ziklag, he sent some of the plunder to the elders of Judah, who were his friends, saying, “Here is a gift(AD) for you from the plunder of the Lord’s enemies.”
27 David sent it to those who were in Bethel,(AE) Ramoth(AF) Negev and Jattir;(AG) 28 to those in Aroer,(AH) Siphmoth,(AI) Eshtemoa(AJ) 29 and Rakal; to those in the towns of the Jerahmeelites(AK) and the Kenites;(AL) 30 to those in Hormah,(AM) Bor Ashan,(AN) Athak 31 and Hebron;(AO) and to those in all the other places where he and his men had roamed.
Dette er Biblen på dansk (DN1933)
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
New International Version (NIV) 
Holy Bible, New International Version®, NIV® Copyright ©1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
NIV Reverse Interlinear Bible: English to Hebrew and English to Greek. Copyright © 2019 by Zondervan.