Add parallel Print Page Options

De andre filisterkonger vil ikke have David med i krigen

29 Mens israelitterne lå i lejr oppe ved Jizre’elflodens kilde, havde filistrene mønstret deres samlede hær ved byen Afek.[a] De fem filisterkonger var troppet op med hver deres hærstyrker, og David og hans mænd var fulgt med i bagtroppen af kong Akish’ hær.

Da de fire andre filisterkonger så David og hans mænd, sagde de til Akish: „Hvad laver de hebræere her?” Han svarede: „Det er David, som i sin tid flygtede fra kong Saul i Israel. Han har været i min tjeneste i årevis, og jeg har aldrig haft noget at udsætte på ham.”

„Send den mand hjem til den by, du har givet ham at bo i,” forlangte de øvrige konger. „Hvis han deltager i krigen, kan vi risikere, at han falder os i ryggen. Her får han jo en perfekt anledning til at genvinde Sauls tillid. Det er trods alt den selv samme mand, som Israels kvinder hyldede med ordene: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder.’ ”

Så kaldte Akish på David og hans mænd og sagde: „Jeg sværger ved den levende Gud, at jeg sætter pris på den loyalitet, I har udvist,” sagde han. „Hvis det stod til mig, ville I få lov til at følge med os i kamp. Men de andre konger siger nej. Gå nu stille og roligt tilbage til jeres by, så vi ikke rager uklar med de andre konger.”

„Jamen, hvad har jeg gjort?” udbrød David. „Har jeg ikke altid været loyal over for dig? Hvorfor må jeg ikke få lov til at kæmpe mod min herres fjender?”

„I mine øjne er du som sendt af Gud,” forsikrede kong Akish David, „men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at de andre ikke vil have dig med. 10 Gør nu, som jeg siger, og tag hjem i morgen ved daggry.”

11 Tidligt næste morgen vendte David og hans mænd så tilbage til filistrenes land, mens hæren drog videre i retning af Jizre’eldalen.

Footnotes

  1. 29,1 Dette kapitel er et tilbageblik over de sidste forberedelser, før filistrene rykkede frem til Shunem som omtalt i 28,4. Formålet er at klargøre, hvorfor David ikke kom med i kampen mod Sauls hær.

29 Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havde slået lejr om Kilden ved Jizre'el. Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder og Tusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj. Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?" Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener, som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig." Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send den Mand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke drage i Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under Slaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin Herres Gunst end med disse Mænds Hoveder? Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!" Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt Herren lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud og ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne er ikke glade for dig. Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skal gøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!" Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du opdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste, siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre Kongens Fjender?" Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en Guds Engel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med os i Kampen! 10 Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk, som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænk ikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgen tidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!" 11 David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen på Hjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op til Jizre'el.