Font Size
1 Samuel 14
Bibelen på hverdagsdansk
1 Samuel 14
Bibelen på hverdagsdansk
Jonatans heltedåd og filistrenes nederlag
14 En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.
2 Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken[a] ved Migron. 3 Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige efod. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.
Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. 4 For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. 5 Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.
6 „Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”
7 „Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”
8-10 „Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”
11 Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” 12 Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”
„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”
13 Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. 14 Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. 15 Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne. 16 Sauls udkigsposter i Geba[b] lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.
17 „Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. 18 „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest,[c] som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. 19 Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. 20 Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. 21 De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. 22 Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. 23 Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.
Sauls dumhed
24-26 Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: „Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring, 27 Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sin stav i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen. 28 En af mændene, som så ham gøre det, sagde: „Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‚Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”
29 „Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. „Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning. 30 Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”
31 Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne, 32 at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra. 33 Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: „Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen! 34 Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne. 35 Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.
36 Bagefter opfordrede Saul sine mænd til at genoptage forfølgelsen. „Lad os forfølge filistrene hele natten og udrydde dem rub og stub,” sagde han.
„Som du vil,” svarede de. Men præsten Ahija indvendte: „Lad os først spørge Gud til råds.”
37 Så spurgte Saul Gud: „Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.
38 Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: „Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag. 39 Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.
40 Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de. 41 Så bad han denne bøn: „Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.
42 „Okay,” fortsatte Saul, „så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.
43 „Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.
„Jeg spiste lidt honning fra spidsen af min stav,” svarede Jonatan. „Så lad mig da dø.”
44 „Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. „Derfor skal du dø for din ulydighed.”
45 Men de omkringstående protesterede: „Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.
46 Da opgav Saul at genoptage forfølgelsen, og filistrene vendte hjem til deres eget land.
Sauls militære sejre
47 Nu da Saul havde styrket sin position som konge i Israel, førte han krig mod sine fjender i alle retninger: moabitterne og ammonitterne mod øst, edomitterne mod syd, Zobas konger[d] mod nord og filistrene mod vest. Hvor som helst han kom frem, vandt han sejr over sine fjender. 48 Han udførte store heltegerninger ved blandt andet at besejre amalekitterne og dermed frelse Israels folk fra deres plageånder.
49 Saul havde sønnerne Jonatan, Jishvi og Malkishua, og døtrene Merab og Mikal. 50 Sauls kone hed Ahinoam og var en datter af Ahima’atz. Sauls hærfører var hans fætter Abner, en søn af hans farbror, Ner. 51 Ner og Sauls far, Kish, var altså brødre, og deres far hed Abiel.
52 Krigen mod filistrene stod på, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en tapper og stærk ung mand, hvervede han ham til sin hær.
Footnotes
- 14,2 På hebraisk: Gibea, som betyder bakke eller høj. Her kan det næppe henvise til byen af samme navn.
- 14,16 På hebraisk: Benjamins Gibea/Geba/høj. Se noterne til 10,5 og 13,2.
- 14,18 I denne hellige vest, som på hebraisk hedder efod, blev de to hellige lodder, Urim og Tummim, opbevaret. Dem brugte den øverste præst til at finde Guds vilje ved lodkastning. Oversættelsen her bygger på Septuaginta. Den masoretiske tekst taler om at bringe arken frem.
- 14,47 Zoba er et område beboet af aramæere (syrere), jf. 2.Sam. 10,8, 1.Krøn. 19,6.
1 Samuel 14
Dette er Biblen på dansk
1 Samuel 14
Dette er Biblen på dansk
14 1 Da hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin Våbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her lige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom. 2 Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand. 3 Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af Pinehas, en Søn af Eli, Herrens Præst i Silo, bar Efoden. Men Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået. 4 I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side; den ene hedder Bozez, den anden Sene. 5 Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den anden på Sydsiden ud for Geba. 6 Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over til disse uomskårnes Forpost; måske vil Herren stå os bi, thi intet hindrer Herren i at give Sejr, enten der er mange eller få!" 7 Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!" 8 Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd og sørger for, at de får os at se. 9 Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem. 10 Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har Herren givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!" 11 Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se, der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har skjult sig i!" 12 Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans Våbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagde Jonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi Herren har givet dem i Israels Hånd!" 13 Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet; 14 og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland. 15 Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel; tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel.
16 Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i Lejren. 17 Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans Våbendrager manglede. 18 Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemlig dengang Efoden foran Israel. 19 Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten: "Lad det kun være!" 20 Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og alt var i stor Forvirring. 21 Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan. 22 Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem.
23 Således gav Herren Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon - 24 alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise. 25 Der fandtes nogle Bikager på Marken, 26 og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden. 27 Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne atter Glans. 28 Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket i Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og dog var Folket udmattet." 29 Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning! 30 Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort."
31 De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket var meget udmattet. 32 Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i. 33 Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder mod Herren ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "I forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!" 34 Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem: Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod Herren ved at spise Kødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad han havde, og slagtede det der. 35 Og Saul byggede Herren et Alter; det var det første Alter, han byggede Herren.
36 Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten sagde: "Lad os her træde frem for Gud!" 37 Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne? Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den Dag. 38 Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter, hvad det er for en Synd, der er begået i Dag; 39 thi så sandt Herren lever, han, som har givet Israel Sejr: Om det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men ingen af Folket svarede. 40 Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du finder for godt!" 41 Derpå sagde Saul til Herren: "Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn Jonatan, Herre, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri. 42 Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så ramtes Jonatan. 43 Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i Hånden. Se, jeg er rede til at dø!" 44 Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!" 45 Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt Herren lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han blev friet fra Døden. 46 Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem, medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.
47 Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen. 48 Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det.
49 Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal. 50 Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner; 51 Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.
52 Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede han ham til sig.
1 Samuel 14
New International Version
1 Samuel 14
New International Version
14 1 One day Jonathan son of Saul said to his young armor-bearer, “Come, let’s go over to the Philistine outpost on the other side.” But he did not tell his father.
2 Saul was staying(A) on the outskirts of Gibeah(B) under a pomegranate tree(C) in Migron.(D) With him were about six hundred men, 3 among whom was Ahijah, who was wearing an ephod. He was a son of Ichabod’s(E) brother Ahitub(F) son of Phinehas, the son of Eli,(G) the Lord’s priest in Shiloh.(H) No one was aware that Jonathan had left.
4 On each side of the pass(I) that Jonathan intended to cross to reach the Philistine outpost was a cliff; one was called Bozez and the other Seneh. 5 One cliff stood to the north toward Mikmash, the other to the south toward Geba.(J)
6 Jonathan said to his young armor-bearer, “Come, let’s go over to the outpost of those uncircumcised(K) men. Perhaps the Lord will act in our behalf. Nothing(L) can hinder the Lord from saving, whether by many(M) or by few.(N)”
7 “Do all that you have in mind,” his armor-bearer said. “Go ahead; I am with you heart and soul.”
8 Jonathan said, “Come on, then; we will cross over toward them and let them see us. 9 If they say to us, ‘Wait there until we come to you,’ we will stay where we are and not go up to them. 10 But if they say, ‘Come up to us,’ we will climb up, because that will be our sign(O) that the Lord has given them into our hands.(P)”
11 So both of them showed themselves to the Philistine outpost. “Look!” said the Philistines. “The Hebrews(Q) are crawling out of the holes they were hiding(R) in.” 12 The men of the outpost shouted to Jonathan and his armor-bearer, “Come up to us and we’ll teach you a lesson.(S)”
So Jonathan said to his armor-bearer, “Climb up after me; the Lord has given them into the hand(T) of Israel.”
13 Jonathan climbed up, using his hands and feet, with his armor-bearer right behind him. The Philistines fell before Jonathan, and his armor-bearer followed and killed behind him. 14 In that first attack Jonathan and his armor-bearer killed some twenty men in an area of about half an acre.
Israel Routs the Philistines
15 Then panic(U) struck the whole army—those in the camp and field, and those in the outposts and raiding(V) parties—and the ground shook. It was a panic sent by God.[a]
16 Saul’s lookouts(W) at Gibeah in Benjamin saw the army melting away in all directions. 17 Then Saul said to the men who were with him, “Muster the forces and see who has left us.” When they did, it was Jonathan and his armor-bearer who were not there.
18 Saul said to Ahijah, “Bring(X) the ark(Y) of God.” (At that time it was with the Israelites.)[b] 19 While Saul was talking to the priest, the tumult in the Philistine camp increased more and more. So Saul said to the priest,(Z) “Withdraw your hand.”
20 Then Saul and all his men assembled and went to the battle. They found the Philistines in total confusion, striking(AA) each other with their swords. 21 Those Hebrews who had previously been with the Philistines and had gone up with them to their camp went(AB) over to the Israelites who were with Saul and Jonathan. 22 When all the Israelites who had hidden(AC) in the hill country of Ephraim heard that the Philistines were on the run, they joined the battle in hot pursuit. 23 So on that day the Lord saved(AD) Israel, and the battle moved on beyond Beth Aven.(AE)
Jonathan Eats Honey
24 Now the Israelites were in distress that day, because Saul had bound the people under an oath,(AF) saying, “Cursed be anyone who eats food before evening comes, before I have avenged myself on my enemies!” So none of the troops tasted food.
25 The entire army entered the woods, and there was honey on the ground. 26 When they went into the woods, they saw the honey oozing out; yet no one put his hand to his mouth, because they feared the oath. 27 But Jonathan had not heard that his father had bound the people with the oath, so he reached out the end of the staff that was in his hand and dipped it into the honeycomb.(AG) He raised his hand to his mouth, and his eyes brightened.[c] 28 Then one of the soldiers told him, “Your father bound the army under a strict oath, saying, ‘Cursed be anyone who eats food today!’ That is why the men are faint.”
29 Jonathan said, “My father has made trouble(AH) for the country. See how my eyes brightened when I tasted a little of this honey. 30 How much better it would have been if the men had eaten today some of the plunder they took from their enemies. Would not the slaughter of the Philistines have been even greater?”
31 That day, after the Israelites had struck down the Philistines from Mikmash(AI) to Aijalon,(AJ) they were exhausted. 32 They pounced on the plunder(AK) and, taking sheep, cattle and calves, they butchered them on the ground and ate them, together with the blood.(AL) 33 Then someone said to Saul, “Look, the men are sinning against the Lord by eating meat that has blood(AM) in it.”
“You have broken faith,” he said. “Roll a large stone over here at once.” 34 Then he said, “Go out among the men and tell them, ‘Each of you bring me your cattle and sheep, and slaughter them here and eat them. Do not sin against the Lord by eating meat with blood still(AN) in it.’”
So everyone brought his ox that night and slaughtered it there. 35 Then Saul built an altar(AO) to the Lord; it was the first time he had done this.
36 Saul said, “Let us go down and pursue the Philistines by night and plunder them till dawn, and let us not leave one of them alive.”
“Do whatever seems best to you,” they replied.
But the priest said, “Let us inquire(AP) of God here.”
37 So Saul asked God, “Shall I go down and pursue the Philistines? Will you give them into Israel’s hand?” But God did not answer(AQ) him that day.
38 Saul therefore said, “Come here, all you who are leaders of the army, and let us find out what sin has been committed(AR) today. 39 As surely as the Lord who rescues Israel lives,(AS) even if the guilt lies with my son Jonathan,(AT) he must die.”(AU) But not one of them said a word.
40 Saul then said to all the Israelites, “You stand over there; I and Jonathan my son will stand over here.”
“Do what seems best to you,” they replied.
41 Then Saul prayed to the Lord, the God of Israel, “Why have you not answered your servant today? If the fault is in me or my son Jonathan, respond with Urim, but if the men of Israel are at fault,[d] respond with Thummim.” Jonathan and Saul were taken by lot, and the men were cleared. 42 Saul said, “Cast the lot(AV) between me and Jonathan my son.” And Jonathan was taken.
43 Then Saul said to Jonathan, “Tell me what you have done.”(AW)
So Jonathan told him, “I tasted a little honey(AX) with the end of my staff. And now I must die!”
44 Saul said, “May God deal with me, be it ever so severely,(AY) if you do not die, Jonathan.(AZ)”
45 But the men said to Saul, “Should Jonathan die—he who has brought about this great deliverance in Israel? Never! As surely as the Lord lives, not a hair(BA) of his head will fall to the ground, for he did this today with God’s help.” So the men rescued(BB) Jonathan, and he was not put to death.
46 Then Saul stopped pursuing the Philistines, and they withdrew to their own land.
47 After Saul had assumed rule over Israel, he fought against their enemies on every side: Moab,(BC) the Ammonites,(BD) Edom,(BE) the kings[e] of Zobah,(BF) and the Philistines. Wherever he turned, he inflicted punishment on them.[f] 48 He fought valiantly and defeated the Amalekites,(BG) delivering Israel from the hands of those who had plundered them.
Saul’s Family
49 Saul’s sons were Jonathan, Ishvi and Malki-Shua.(BH) The name of his older daughter was Merab, and that of the younger was Michal.(BI) 50 His wife’s name was Ahinoam daughter of Ahimaaz. The name of the commander of Saul’s army was Abner(BJ) son of Ner, and Ner was Saul’s uncle.(BK) 51 Saul’s father Kish(BL) and Abner’s father Ner were sons of Abiel.
52 All the days of Saul there was bitter war with the Philistines, and whenever Saul saw a mighty or brave man, he took(BM) him into his service.
Footnotes
- 1 Samuel 14:15 Or a terrible panic
- 1 Samuel 14:18 Hebrew; Septuagint “Bring the ephod.” (At that time he wore the ephod before the Israelites.)
- 1 Samuel 14:27 Or his strength was renewed; similarly in verse 29
- 1 Samuel 14:41 Septuagint; Hebrew does not have “Why … at fault.
- 1 Samuel 14:47 Masoretic Text; Dead Sea Scrolls and Septuagint king
- 1 Samuel 14:47 Hebrew; Septuagint he was victorious
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
Dette er Biblen på dansk (DN1933)
New International Version (NIV) 
Holy Bible, New International Version®, NIV® Copyright ©1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
NIV Reverse Interlinear Bible: English to Hebrew and English to Greek. Copyright © 2019 by Zondervan.