Add parallel Print Page Options

13 og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld; og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj, til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der Herrens Navn. Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen. Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet. Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder! Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!" 10 Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før Herren ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som Herrens Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til, 11 valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes, 12 idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma. 13 Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod Herren.

14 Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde Herren til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest; 15 thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid, 16 og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv. 17 Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!" 18 Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede Herren et Alter.

Abram og Lot går hver til sit

13 Abram forlod så Egypten og rejste nordpå til Negev sammen med sin kone og Lot og al deres ejendom. Han var nu meget rig. Han havde meget kvæg og masser af sølv og guld. 3-4 De fortsatte nordpå fra sted til sted, indtil de nåede Betel og det sted mellem Betel og Aj, hvor de tidligere havde slået lejr, og hvor Abram havde bygget et alter. Der ofrede han igen til Herren.

Lot, som fulgte med Abram, var også en velstående mand med mange får og køer og telte. Der var imidlertid ikke græs nok på stedet til deres mange dyr, så de kunne ikke blive ved at bo så tæt sammen. Kana’anæerne og perizzitterne boede jo også i landet. Så da det kom til slagsmål mellem Abrams og Lots hyrder, sagde Abram til Lot: „Det her går ikke. Der må ikke være strid mellem os eller mellem vores folk. Vi er jo trods alt i familie. Her er land nok. Så lad os hellere gå hver til sit. Hvis du går til venstre, så går jeg til højre; eller hvis du går til højre, så går jeg til venstre.”

10 Da Lot spejdede ud over landet, lagde han mærke til Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og området var endnu frodigt som Edens have og Egyptens land. 11 Lot valgte Jordandalen. Han tog afsked med Abram og gik mod øst. 12 Abram blev altså i Kana’ans land, mens Lot med sin teltlejr drog østpå fra sted til sted, indtil han nåede Sodoma, hvor han slog sig ned. 13 Folkene dér var berygtet for deres store ondskab. De syndede groft imod Herren.

14 Efter at Lot var taget af sted, sagde Herren til Abram: „Se dig omkring til alle sider fra det sted, hvor du står. Se mod nord og mod syd, mod øst og mod vest. 15 Jeg vil give dig og dine efterkommere hele dette land til evigt eje. 16 Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som sandkornene på jorden. 17 Rejs nu gennem landet på kryds og tværs og se nøje på det, for jeg vil give det til dig.” 18 Så slog Abram lejr i Mamres egelund ved Hebron. Der byggede han et alter for Herren.