Add parallel Print Page Options

Vær altid parat(A)

36 Ingen kender dagen eller tidspunktet, hvornår det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. 37 Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. 38 Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. 39 Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme. 40 To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. 41 To kvinder vil arbejde sammen i huset, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.

42 Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage. 43 I ved, at hvis en husejer havde fået at vide, hvornår tyven ville komme, så ville han have holdt vagt for at forhindre indbruddet. 44 Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.

45 En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. 46 Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. 47 Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.

48 En dårlig forvalter tænker derimod: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig.’ 49 Derfor har han ingen skrupler ved at mishandle sine medtjenere og bruge tiden til at feste med sine venner. 50 Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, 51 bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med hyklerne. Dér, hvor de kommer hen, er der gråd og stor fortvivlelse.”

Read full chapter

Vær altid parat(A)

35-36 Vær altid parate og hold lamperne tændt som tjenere, der venter på, at deres herre skal komme hjem efter en bryllupsfest, så de kan lukke op for ham, lige så snart han banker på døren. 37 Velsignede er de, som han således finder parate, når han kommer tilbage. Det siger jeg jer: Han vil tage et forklæde på og få dem til at sætte sig til bords for selv at varte dem op. 38 Måske kommer han ikke før midnat, måske først i de tidlige morgentimer. Men i alle tilfælde bliver de tjenere velsignet, som står parate til at tage imod ham.

39 Hvis en husejer var klar over, hvornår der ville komme en tyv, ville han holde vagt for at forhindre et indbrud. 40 Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.”

Read full chapter

Vær altid parat(A)

34 Pas på, at I ikke bliver opslugt af fester, drikkeri og dagliglivets bekymringer, så det kommer fuldstændig bag på jer, når det endelig sker. 35 Det vil komme til at berøre alle mennesker på hele jorden. 36 Vær altid på vagt og bed om, at I ikke bliver løbet over ende af alt det, der skal ske, men at I kan stå frem foran Menneskesønnen med frimodighed.”

Read full chapter