Om ægteskab og skilsmisse^(A)

19 Efter at Jesus havde undervist sine disciple om tilgivelse, tog de af sted fra Galilæa og vandrede gennem det jødiske område på den østlige side af Jordanfloden. ² Mange mennesker fulgte ham, og han helbredte dem, der var syge.

³ Nogle farisæere prøvede at stille en fælde for Jesus og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone uanset af hvilken grund?” ^4-5 Jesus svarede: „Har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde og sagde, at manden skal forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét?^{[a] 6} Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”

⁷ „Hvordan kan det så være, at Moses har sagt, at en mand godt må skille sig fra sin kone, når bare han giver hende et skilsmissebrev?”^[b] fortsatte farisæerne.

⁸ „Den indrømmelse gav Moses på grund af menneskers uforsonlige holdning, men det var ikke Guds mening fra begyndelsen,” svarede Jesus. ⁹ „Det siger jeg jer: Hvis en mand skiller sig fra sin kone af nogen anden grund end utroskab fra hendes side og derefter gifter sig med en anden, så er han skyldig i ægteskabsbrud over for den første.”

¹⁰ „Så er det nok bedre aldrig at gifte sig!” udbrød disciplene. ¹¹ „Det er ikke enhver, som kan forstå og tage til sig, hvad jeg siger, kun hvem det er givet,” svarede Jesus. ¹² „Der er nogle, som forbliver ugifte, fordi de fra fødslen af er ude af stand til at fuldbyrde et ægteskab, og andre, fordi mennesker har gjort dem ude af stand til det. Endelig er der nogle, der afstår fra ægteskab for Guds riges skyld. Den, som kan forstå det, kan tage det til sig.”

¹⁸ Enhver mand, der skiller sig fra sin kone, bryder ægteskabet, hvis han gifter sig med en anden, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, bryder også ægteskabet.”