Add parallel Print Page Options

Disciplenes tøvende tro(A)

22 Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. 23 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.

24 Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.

25 Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26 Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”

28 Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” 29 „Kom!” sagde Jesus.

Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30 Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.

„Herre, red mig!” råbte han.

31 Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”

32 Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig.

Read full chapter

22 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gå bort. 23 Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han op på Bjerget afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene. 24 Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var imod. 25 Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen. 26 Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og sagde: "Det er et Spøgelse;" og de skrege af Frygt. 27 Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Værer frimodige; det er mig, frygter ikke!" 28 Men Peter svarede ham og sagde: "Herre! dersom det er dig, da byd mig at komme til dig på Vandet!" 29 Men han sagde: "Kom!" Og Peter trådte ned fra Skibet og vandrede på Vandet for at komme til Jesus. 30 Men da han så det stærke Vejr, blev han bange; og da han begyndte at synke, råbte han og sagde: "Herre, frels mig!" 31 Og straks udrakte Jesus Hånden og greb ham, og han siger til ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" 32 Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig.

Read full chapter

Disciplenes tøvende tro(A)

45 Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. 46 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.

47 Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, 48 og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. 49 Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 50 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” 51 Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. 52 At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.

Read full chapter

45 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort. 46 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede. 47 Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden. 48 Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi. 49 Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. 50 Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!" 51 Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv. 52 Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet

Read full chapter